Børnesikker chokoladekage med chokoladecreme

7 Facebook-grupper for hyggehippier med hippieunger

Uanset om du lige er begyndt at spelte din vej igennem forælderskabet, eller om du i årevis har spekuleret på, om ikke der findes en kageopskrift med bare et symbolsk indhold af kål, så kan det til tider være svært at navigere rundt i livet som hippiemor. Eller hippiefar! Sociale medier har deres fordele og ulemper. De kan styrke, bygge op og støtte, eller de kan gøre det stik modsatte! Med tiden er jeg klart blevet mest aktiv på Instagram, men Facebook-grupper har også deres fordele. Selvom man naturligvis ikke kun skal isolere sig i en verden af rygklappere, så kan det være rart at have et sted, hvor man kan mødes med ligesindede forældre med lidt alternative eller grønne idéer. Hvor går du hen, når sundhedsplejersken opgivende sukker, at “man kan vel godt vælge kapok, hvis man virkelig synes, at det er nødvendigt”? Når dine venner vender øjne af dine stofbleer? Når din kæreste ikke længere vil vide prisen på viklerne? Eller når du som den sidste i mødregruppen staaaaadig ammer? Du går til din helt egen hippie-facebook-mødregruppe, naturligvis. Okay, ikke din helt egen, det ville være lidt kedeligt. Der er også andre medlemmer… Men nedenunder har jeg i tilfældig rækkefølge listet 7 Facebook-grupper, som jeg selv har været rigtig glad for. Jeg er ikke moderator for nogen af dem. Eller markant engageret i at besvare spørgsmål derinde.  Jeg er egentlig slet heller ikke god til at stille spørgsmål i grupperne. Men de giver alligevel en følelse af ikke at være den eneste mor i kongeriget, der er blevet bidt af en økologisk ammebille. Måske du vil være med i en af dem?

  1. Ifavnsk forældreskab 5.000+ medlemmer
    Gruppen for små og store spørgsmål om tæt og blidt forældreskab. Vil barnet ikke sove om natten? Synes vuggestuen, at hun skal afleveres med hyl og skrig, hver morgen? Spørg og du skal få svar. Eller beklag dig, og du skal få støtte.
  2. Stofblemødregruppen 1.000+ medlemmer
    Hvad er det egentlig en booster er, hvorfor lugter vaskemaskinen pludselig, og hvad er forskellen på Blumchens gamle og nye model? Hvis dit barn er “på stoffer” er det uundværligt med en stofblemødregruppe!
  3. Slyngegalleriet 17.000+ medlemmer
    Det er faktisk en gruppe, jeg har nævnt før. Det er både hyggeligt og godt for en sund tilknytning at bære sit barn. Gruppen er også for dig, uanset hvordan du bærer dit barn.
  4. Ammebørn (kun amning) 1.000+ medlemmer
    Mor-til-mor-vejledning af store og små ammeproblematikker. Selvom amning er naturligt, er det ikke nødvendigvis lige let. En hyggelig gruppe, der er et skønt supplement til ammenets mere professionelle gruppe med rigtige ammevejledere.
  5. Økoyngel 3.000+ medlemmer
    En gruppe fuld af rummelighed og venlighed med fokus på økologiske og kemi-fri valg for børnefamilier.
  6. Baby-led weaning – BLW Danmark 6.000+ medlemmer
    Den seneste gruppe som jeg er blevet medlem af, og det har jeg ikke fortrudt. Den er nemlig spækfyldt med kloge forældre, der har tonsvis af erfaring med selv at lade baby styre, hvilken mad der skal indenbords.
  7. Din Landsby 300+ medlemmer
    En lidt anderledes gruppe uden særligt mange medlemmer. Jeg stødte først på landsbyen her. Fokus er på at oprette et støttende fællesskab, der kan danne baggrund for familieliv, der bryder med hamsterhjul og institutionsliv.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Børnesikker chokoladekage med chokoladecreme