Derfor hjemmeunderviser vi...

Opskrift: Tøm-skabet-boller

Det her er lidt af en loosy-goosy-alt-muligt-opskrift. Den kan både bruges til store, luftige fødselsdagsboller og sunde grovboller, med stort set alt du har i skabet. Og den er fantastisk i disse tider. Selvom jeg ikke har prøvet at mangle gær på noget tidspunkt, står jeg nemlig tit og mangler alt muligt andet. Min læge har bedt mig om at vi holder os helt væk fra andre mennesker, og undgår butikker, så det gør vi selvfølgelig. I stedet køber vi ind online en gang om ugen. Og selvom vi er vant til madplan og ugentlige indkøb, så glemmer jeg altid at få købt noget… Det er bare anderledes at købe på nettet, hvor man ikke støder på de ting, man plejer at købe, som man gør i en butik.

Det skal du bruge:

  • 50 gram gær
  • 1 tsk salt
  • 1 spsk sødt
  • 1 liter væske
  • Evt 0-5 dl fyld
  • ca 2,5 liter mel
  • Evt krydderier
  • Evt lidt pensling

Forklaring:

Sødt:

Jeg bruger oftest honning, men sukker eller sirup vil også være fint.

Væske:

Jeg bruger som regel vand, men har du en sjat plantedrik, jun, kombucha, eller et surmælksprodukt der er ved at være lidt halvgammelt, så put det endelig i. Du kan også putte en dl olie i, men jeg plejer ikke at gøre det.

Fyld:

Jeg putter ikke altid ekstra fyldt i opskriften, det kommer an på hvad jeg lige har i skabe og skuffer. Hertil hører især frø og kerner, jeg bruger gerne solsikkekerner, hørfrø eller chiafrø. Nogle gange tilføjer jeg også æg (1-4stks), hvis jeg har for mange, eller andet der hverken suger eller er flydende (efter bagning, derfor kommer æg i denne kategori). Hvis du tilføjer vådt fyld (som blendet spinat) eller fyld der suger (som gryn) så skal du bare tilføje lidt mere eller mindre mel/væske.

Mel:

Jeg bruger helst mindst 1/3 hvedemel i opskriften. Derudover kan du bruge groft mel eller hvad du lige har. Gryn kan også gå i stedet for mel, men de suger godt, så hold øje med væsken. 1/3 hvedemel giver en grov grovbolle, 2/3 hvedemel giver en “almindelig” bolle med lidt skjulte fibre i.

Krydderier:

Jeg har små børn, så jeg bruger primært kardemomme eller vanilliesukker, der kan gøre enhver grovbolle lidt mere festlig for de yngste. Det er dog langt fra hver gang, at jeg putter noget i.

Pensling:

Du kan pensle med æg, kaffe, te, olie eller vand. Eller helt lade være. Det betyder mest noget for udseendet.

Opskrift på Loosy Goosy, tøm-skabet-boller:

  1. Opløs 50 gram gær, 1 tsk. salt og en spsk. sødt i lidt lunt vand.
  2. Hæld resten af væsken i. I alt 1 liter.
  3. Tilføj evt. op til 5 dl fyld (kerner/frø/æg/gryn/havregrød). Stil gerne i blød natten over.
  4. Tilføj ca. 2,5 liter mel og evt. krydderier, til dejen er æltet godt. Jeg lader røremaskinen køre en halv times tid, men det er selvfølgelig ikke nødvendigt, hvis man har travlt eller ælter i hånden.
  5. Lad dejen hæve 1 time.
  6. Form dejen til boller/brød/flutes/skildpadder.
  7. Lad bollerne hæve i en halv times tid. Forvarm ovnen til 180 grader.
  8. Pensl dem evt. og bag dem (alm. ovn, ikke varmluft) i ca. 12 minutter, afhængigt af størrelse.

God fornøjelse!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Derfor hjemmeunderviser vi...