Stress, hygge og fødselsdagsboller

Vi har holdt børnefødselsdagsfest for Ella, der fylder 5 år i morgen. 5 år! Det betyder, at hun mere eller mindre er ved at overhale mig. Sådan føles det i hvert fald. Det kommer på en eller anden måde bag på mig hvert år, hvor store mine børn bliver. Det betyder også, at det er over 5 år siden, at jeg fik en stressreaktion for første gang. Der lå Ella nemlig stadig inde i min mave.

Stressen kigger stadig frem en gang i mellem. Selvom det er gået gevaldigt fremad, efter jeg er begyndt at gå hjemme. Og det er jo egentlig ikke fordi, at livet som hjemmegående hjemmepasser er et langt, afslappende spa-ophold. Der er rigeligt med ting, der skal klares, konflikter der skal løses og situationer, der bliver stressende. Alligevel har jeg det bedre nu, end jeg har haft det i flere år. Det virker rigtigt, at leve livet som vi gør det lige nu. Med morgenboller, mandagstaknemmelighed og mor-pletter på ærmerne. Også de dage hvor det føles ensomt at gå hjemme. Eller hvor vi på uheldig vis alle får det forkerte ben ud af sengen, og aldrig får dagen helt på rette kurs. Eller hvor ukrudtet står højt i forhaven, opvasken står højt i køkkenet og vasketøjet står højt i kælderen, mens børnene har brug for ekstra omsorg og nærvær. Selv da føles det godt og rigtigt. For det er ikke problemer, der er opstået efter, jeg begyndte at gå hjemme. Ensomme dage, Tycho Brahe-dage og vi-er-kommet-bagud-med-det-hele-dage er en del af livet. Og selv de er bedre nu, hvor jeg deler mere af min tid med børnene. Sjovere, kærligere og hyggeligere. Mere meningsfulde, mindre stressede.

Alligevel kigger den frem en gang imellem. Stressen. Med sin ækle klamme hånd, prikker den mig på skulderen, og siger stop fra tid til anden. Den siger det først ret stilfærdigt. Diskret, næsten. Med en prikkende, sovende, fornemmelse i tæer og fingerspidser. Det sker bare altid, når jeg virkelig ikke har lyst til at stoppe op. Når jeg igen har bildt mig selv ind, at jeg ikke KAN stoppe. Ikke lige nu i hvert fald. Ikke før jeg har klaret 87 virkelig vigtige (i virkeligheden helt unødvendige) punkter på én lang to-do-liste. Men uanset hvor lang min to-do-liste er, når jeg aldrig igennem. Ikke før stressen siger fra igen. Højere. Med hovedpine der kommer jagende op fra nakken, følelsesløse fødder der snubler over selv de laveste dørtrin og en forvirret, stakkels hjerne, der bliver ved med at glemme de samme ting igen og igen. Først dér stopper jeg.

Det er reelt set et fremskridt. Tidligere var jeg bare blevet ved. Til hele stressuppedasen blev permanent. Til jeg havde glemt, hvordan det føltes at have hænder, der ikke sov. Til jeg ikke længere var sikker på, hvem jeg var, og hvad jeg ville. På hvad der var meningsfuldt for mig her i livet.

Der kommer jeg ikke længere ud. Men jeg kommer stadig for langt derhen af.

Det gjorde jeg også i dag.

Ella havde inviteret sine bedste venner hjem til fødselsdagsfest. Hun går jo ikke i børnehave længere, så hun havde selv valgt, hvem der skulle inviteres. Hendes legestue. Nogle venner fra hendes gamle børnehave. Og en lillesøster til en dreng i PePes klasse. Og alle de mødre fædre og søskende, der også ville med. Selvfølgelig. Det var en rigtig hyggelig fest. Med sol i haven, børn der legede og voksne der snakkede med lune kopper i hænderne. Den havde været mindst lige så hyggelig, hvis jeg kun havde bagt én slags boller. Eller hvis jeg ikke havde vasket gulv i hele huset. Eller hvis jeg ikke havde besluttet mig for at omrokere på børneværelserne to dage før. Det er faktisk uhyre sjældent hørt, at en 4-5-årig pige beklager sig over, at bagværket ikke var mere varieret, gulvene ikke mere hvidpigmenterede eller børneværelserne mere minimalistiske. Fødselsdag eller ej.

Lige nu sidder jeg i vores store samsovningsseng og skriver. Omgivet af småsnorkende børn og en helt fantastisk mand. Vi er jeg blevet færdige med at se et afsnit af en fjollet komedieserie. Og om lidt skal vi se et til, før vi skal følge lidt med i valgkampen. Og jeg føler mig bare heldig. Heldig over at have en mand som ham. Heldig over at have en mor, der bare kom forbi for at lege med sine børnebørn hele formiddagen. Heldig over at have sådan nogle søde mennesker til en helt almindelig børnefødselsdag. Og mest af alt heldig over at være mor til sådan nogle søde små mennesker, der bare bliver ved med at gro og gro. Det gør jeg også. Gror altså. Jeg øver mig stadig. I at skære væk og vælge fra. I at lave en to-do-liste med 87 punkter og slette de 80 igen. Måske det lykkes næste gang.