Et rodehoveds bekendelser

Vi roder for meget. Det er ikke fordi, den er hel gal. Vi kvalificerer os nok ikke til særligt mange hoarder-programmer. Men alligevel synes jeg, at der er ting alle vegne. Også tit lidt ting der liiiige skal lægges på plads. Selvom vores hjem faktisk er (næsten) helt ryddet op. Og det er begyndt at irritere mig.

Minimalisme

For et halvt års tid siden gennemførte min mand og jeg ellers The Minimalist Challenge, eller MinsGame som den vist også kaldes, hvor vi hver skilte os af med 500 ting. Det var en del. Og det var rigtig rart, synes jeg. Det gav plads. Det frigav energi. Og det hjalp os til at se anderledes på de ting vi købte – eller holdt op med at købe. Men alligevel synes jeg stadig, at vi har for mange ting.

Det er ikke fordi, vi har fået særlig mange nye ting i mellemtiden… Der er selvfølgelig kommet en del gaver, især til børnene, men vi har også været gode til at levere ting tilbage til både genbrugsbutikken og genbrugspladsen. Men jeg tror at min grænse for, hvor meget der er for meget, har rykket sig.

For mange ting roder, også selvom de har deres egen plads og de står på den. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os. Hver enkelt lysestage eller kageform optager ikke bare et bestemt antal kvadratcentimeter på en hylder. Den optager også et bestemt antal minutter, som det tager at rydde den op, støve den af og rydde den op endnu en gang, fordi et barn liiiige skulle flytte lidt på den. Jeg beder selvfølgelig de store børn om at hjælpe til med oprydningen, men det er heller ikke helt nemt. Jo flere ting vi har, jo mere tid og energi skal vi bruge på at rydde op og gøre rent.

For mange ting

Hvem i alverden har egenlig brug for en overflod af ting, der suger tid, energi og hjernekapacitet ud af dem? Det er jo nu engang børnenes opgave. Jeg vil i hvert fald meget hellere bruge min energi på at hygge og fjolle rundt med børnene, end på at stresse over at holde huset beboeligt. Eller… Helst en tak eller to over beboeligt… Men funktionsdygtigt og nogenlunde visuelt behageligt er fint nok. Mit hjem behøver ikke at ligne noget fra et minimalistisk boligmagasin. Man må gerne se, at her bor børn. Men jeg vil også gerne bruge min dag sammen med børnene, uden at have dårlig samvittighed over en lang urørt checkliste med huslige opgaver. Hvis jeg skal bruge tid på at oprydde og rengøre ting, skal det være ting der enten er nødvendige, eller som vi bare er virkeligt glade for. Alt det andet er bare i vejen.

Vi har stadig en del værelser, der kunne blive forenklet en hel del. Hvor der er for mange møbler, eller for mange ting i møblerne. For meget legetøj og for mange bamser. Jeg tror endda, jeg er ved at være parat til at skille mig af med nogle af vores bøger. Nok primært min mands, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg skal ikke udelukke, at der kunne ryge et par af mine egne undervejs. Det er nu faktisk ikke vores ting, jeg frygter allermest at gå igennem. Det har jeg gjort en gang før, og jeg gør det med glæde igen og igen. Men der er et sted, hvor jeg virkelig frygter, at skulle rydde op. Et sted hvor jeg slet ikke tør kigge på rodet, længere end få minutter ad gangen. På min telefon.

Virtuelt rod

Jeg er virkelig blevet et virtuelt rodehoved. I skrivende stund har jeg 15.153 uåbnede emails i min indbakke, 71 opdateringer i App Store, 39.848 billeder på min kamerarulle og mindst 30 apps, jeg aldrig bruger. Og så er der vores kalender. Eller jeg burde faktisk sige min kalender. For selvom min mand og jeg deler kalendre, så har jeg også min egen, hemmelige kalender, som jeg ikke deler med  nogen. Det betyder, at jeg udover at kunne se min mands arbejdsopgaver og møder, samt alle vores familieaftaler, også har en hel kalender fuld af små opgaver. Der står alt fra at hente PePe fra skole, til at bestille nyt rejsekort, købe ind i Netto og lede efter Lille A’s forsvundne hue. Summa summarum er alle ugens dag tætpakkede med 3-4 sideløbende aftaler, der er så små, at der er fuldstændigt umuligt at skelne dem fra hinanden. Jeg ved det. Det er her hoarder-programcheferne overvejer at kontakte mig. Det er ikke helt godt. For ligesom legetøjet, kageformene og vaserne, så suger de 15 tusinde uåbnede e-mails og den ret voldsomme kalender altså også en del energi til sig.

Så fra på mandag har jeg lavet min egen minimalist-udfordring. Jeg vil de næste 4 uger hver dag fjerne mindst 25 fysiske eller 250 virtuelle ting. Hvis jeg ikke når i mål, kan jeg godt fjerne flere ting dagen efter, men jeg sparer ikke op, hvis jeg fjerner flere ting dagen før. Indrømmet. Den er ikke helt så fængende som the MinsGame. Men til gengæld passer den en del bedre til mit liv og (host, host) visse presserende udfordringer. Alt andet er simpelthen uholdbart. Det er for trættende. Og der er en konstant risiko for, at legeaftaler bliver glemt og at huer forbliver forsvunde. For ikke at tale om den ikke helt ubetydelige risiko for, at jeg en dag modtager et nyhedsbrev, der bekendtgør at jeg har vundet flere millioner kroner, helt uden at jeg opdager det. Hvem ved? Det ligger der måske allerede et sted?)

Så det kan altså ikke være anderledes.

Jeg er nødt til at gøre noget ved problemet.

Jeg har slet ikke råd til ikke at rydde noget mere op.