Jeg vil ikke have flere pædagoger

Hjemmepassede børnHar du set dokumentaren på TV2?

Ellers kan du se den her. Jeg har set den. Ligesom jeg også så den sidste. Hvor jeg havde en reaktion, der minder meget om den jeg har denne gang. Af frustration og afmagt. Alligevel er jeg taknemmelig. For jeg håber, at dokumentarer som de her kan styrke en debat, om det børneliv vi byder vores allermest dyrebare, små samfundsborgere.

Det er ikke en enlig svale

Jeg har været i en del vuggestuer, børnehaver og dagplejer.

Som barn, som pædagogmedhjælper, som studerende, som nabo, som feltforsker og som mor.

Og selvom institutionerne har været fyldt med dygtige og kærlige voksne, mener jeg ikke, at de situationer, man kan se i dokumentaren, er ekstreme eller unikke. Langt fra.

Børn der græder i timevis under indkøring, uden at blive tilstrækkeligt trøstet.

Børn der gentagne gange slår sig, bliver slået eller bliver drillet, uden at blive trøstet.

Børn der slår, driller eller tager de andres ting, uden at de voksne snakker med dem om problemet.

Børn der trækker sig. Bliver apatiske. Gemmer sig. Eller holder op med at opsøge de voksne, når de har brug for hjælp.

Voksne der taler hårdt til børn, gør grin med dem, taler sarkastisk til dem eller helt ignorerer deres forsøg på kontakt.

Jeg har set næsten alle de situationer i samtlige af de institutioner, jeg har besøgt. Måske ikke i samme udstrækning – det kan jeg selvfølgelig ikke vurdere ud fra en dokumentarfilm, som jeg ikke selv har været med til at klippe. Men situationerne i sig selv har jeg set mange gange. Ikke kun i særligt udsatte institutioner, eller institutioner under tilsyn, vel og mærke. Ikke kun i Københavnske institutioner heller. I gode, velrenommerede institutioner fordelt over land og by.

Ikke hver dag og ikke hele tiden. Selvfølgelig er der også dejlige øjeblikke. Og dejlige og dygtige pædagoger, pædagogmedhjælpere, dagplejere og pædagogiske assistenter. Engagerede og kærlige voksne, der hver dag yder en stor indsats. Men jeg mener også, at der er reelle problemer. Og det er bare ikke godt nok.

Det er ikke godt nok, at man som forælder (og barn!) bare må håbe på at ende i en af de gode institutioner. En af dem hvor der er færre dårlige episoder. Eller håbe på at den gode pædagog er på arbejde i dag. Pædagogen der formår at skabe tryghed og nærvær, trods elendige forhold og en kultur der umuliggør gennemsigtighed. En del af problemet skyldes givetvis, at vores institutioner er for udsultede. At der år for år er kommet mere papirarbejde og færre pædagoger. Men minimumsnormeringerne er virkelig ikke særligt ambitiøse. Og flere voksne kan ikke løse problemet alene. Det er heller ikke nok at øge antallet af kontrolbesøg. Det er symptombehandling: Nødvendigt, men ikke nok.

Parallelle verdener

Jeg mener, at det altoverskyggende problem ligger i den familie- og arbejdskultur, som vi har skabt i løbet af de sidste to generationer. En kultur hvor vi sideløbende med, at vi har sparret voldsomt på institutionerne, har gjort arbejde til en af de tydeligste moralske markører. Også for småbørnsforældre.

Det er derfor en kultur, hvor stort set alle forældre går på arbejde. Hvor der ikke er mange muligheder for at udskyde institutionsstart. Eller for helt at droppe institutionerne. Hvor man ikke kan blive hjemme på barnets 3. sygedag. Eller fordi barnet er trist, har en løbende næse, er træt efter en dårlig nat eller bare har brug for at tilbringe dagen sammen med sin mor eller far. En kultur hvor arbejdslivet kommer i første række.

Men når begge forældre SKAL arbejde, også mens vores børn er helt små, skaber vi en kultur, hvor institutionerne er dømt til at mislykkes.

For når man skaber en kultur, hvor institutioner er nødvendige, så kan man ikke længere gøre status over, om barnet rent faktisk trives med at gå i institution. Så hvis Josefine mistrives, forsøger hendes forældre og pædagoger at finde roden til hendes trivselsproblemer udenfor institutionen. Måske amningen giver Josefine en for stærk tilknytning til hendes mor. Måske er far for langsom til at sige farvel til hende om morgenen. Måske mormor giver hende for mange hyggelige fridage. Måske det er Josefine, der er forkert – for uselvstændig eller umoden – og skal rettes til. Men konklusionen på trivselsmøder bliver aldrig, at institutionen ikke er god nok til at rumme Josefine. Eller at Josefine bare ville trives bedre derhjemme. Det er helt utænkeligt. For institutionen er jo nødvendig. Den står ikke til diskussion.

Når institutionen ikke længere står til diskusion, kan man ikke længere være helt ærlig med hvordan institutionsdagen er gået. Gennemsigtigheden svinder ind. Og så opbygger man to parallelverdener – livet i og udenfor daginstitutionen.

I institutionen bliver læringsmål, skovture og planlagte pædagogiske aktiviteter fotograferet, beskrevet og offentliggjort udenfor institutionen – til forældrene.

Det der typisk foregår mellem 9 og 12, hvor normeringen er bedst.

Det der bedst stemmer overens med målsætningerne på institutionens egen hjemmeside.

Og så er der alt det andet.

De stressede morgener. De pressede eftermiddage. Dagene med mange vikarer. Perioderne med indkøring af nye børn. Ugerne hvor de faste voksne er på kursus eller ferie. Overgangen hvor de nyansatte skal finde sig helt på plads. Det efterår hvor én gik på barsel, én fik bøvl med ryggen, én blev ramt af alvorlig sygdom og tre gik ned med stress. Den tid hvor to af vuggestuebørnene ikke ville sove i takt med de andre, og de voksnes pauseplan derfor faldt helt til jorden.

Alle de tidspunkter hvor manglende overskud, manglende tid og manglende hænder, har alt for stor indflydelse på, hvordan man kan møde børnene. Hvor man ikke har tid til at se børnene, som man egentlig gerne ville. Til at give nok omsorg. Til at arbejde langsigtet og ikke bare brandslukke. Til at inddrage børnene i alt fra gøremål til diskussioner. Og til at diskutere børnesyn, konfliktløsning, trøst og pædagogiske tilgange med sine kollegaer. Til at sige fra overfor sine kollegaer eller give dem en pause, hvis de ikke formår at rumme børnene ordenligt. Til at leve op til hjemmesidens idealer.

Alt det der efter et stykke tid bliver hverdag.

Alt det man ikke fortæller forældrene om.

For ugennemsigtige, selvfølgelige institutioner har det med at udvikle sig. Med at udvikle en usagt kultur, hvor problemerne pakkes væk. Det er en kultur, man som forælder kan have umådelig svært ved at få bare et lille indblik i. Og jeg vil mene, at det i langt de fleste institutioner er en kultur, som meget få forældre ville synes, er god nok.

Er flere pædagoger ikke svaret?

Jeg mener, at daginstitutionerne har brug for et gevaldigt kvalitetsløft. Og jeg mener, at de bedst kan få det, hvis flere begynder at hjemmepasse eller forlænger deres barsel. Vi har en fantastisk pædagog-uddannelse i Danmark, der langt overgår dem, man kan se i andre lande. Men vi har ikke brug for at uddanne flere pædagoger. Vi har brug for at uddanne færre. Vi har brug for, at det kun er de allermest engagerede og de allermest børne-kloge mennesker, der kan uddanne sig til pædagoger eller få arbejde i daginstitutionerne. Men det kræver samtidig, at vi giver pædagogerne langt bedre arbejdsforhold, end det er tilfældet i dag. Arbejdsforhold hvor de kan bruge deres uddannelse i stedet for bare at brandslukke. Hele dagen. 

Heldigvis er der to måder at forbedre normeringerne på: Flere voksne eller færre børn.

Jeg mener, at den sidste løsning er den bedste.

Hvis vi vil tilbyde vores børn en hverdag, vi kan være dem bekendt. At det bliver muligt at hjemmepasse sit barn, selvom man ikke har mulighed for at lægge sin privatøkonomi helt om. Det ville det, hvis vi lod pengene følge barnet. Hvis vi gav det samme tilskud til børn, der blev passet i

I dag tilbyder nogle kommuner tilskud til pasning af eget barn. Ét problem er, at tilskudet langt fra er landsdækkende. Og at det er begrænset til et enkelt år. Og at det som regel kun udgør en brøkdel af det tilskud daginstitutionen ellers ville modtage for at passe barnet – og ligger langt under den laveste sats for barselsdagpenge. Et andet problem er, at arbejdsmarkedet langt fra er fleksibelt nok. Hjemmepassere må ikke arbejde samtidig med, at de modtager tilskudet. Heller ikke om aftenen eller i weekenden, og er dermed dårligere stillet end en dagplejer, der passer andres børn. De risikerer samtidig at miste deres ret til dagpenge, sygedagpenge og barselsdagpenge. Og mulighederne for at spare op til pension som privatperson er mildest talt horrible.

Dermed bliver hjemmepasning forbeholdt de få. De allerrigeste. Og de heldige få der, som jeg, ikke har fået sat sig alt for dyrt. Og gerne også har øvelse i at leve på en sten.

Men vi har desperat brug for, at børn og forældre der ikke trives med institutionaliseringen kan sige nej tak. Når børn i institutionerne bliver kede af det, kalder de ikke på flere pædagoger. De kalder på deres mor og far. Og jeg synes, at vi som samfund skylder dem at lytte til dem. At give de børn der ikke trives i institutionerne muligheden for at komme hjem.

Bedre muligheder for hjemmepasning handler ikke bare om, at nogle af os speltmødre, hygger os hjemme ved kålgryderne. Det handler om et opgør med en adskillelseskultur, hvor der ikke er noget alternativ til institutionen. Hvor hjemmepasning mistænkeligøres og nedgøres. Hvor arbejde uden for hjemmet er identitetsbærende og en moralsk pligt. Og hvor institutionen derfor bliver ophævet til en nødvendig del af børnelivet.

Det er både skadeligt for de familier, der ønsker pasning i institutionerne og for dem, der hellere vil passe selv.

I dag har daginstitutionerne stort set monopol på pasningen af vores børn. Måske det er i monopolet, at problemerne starter?

Stress, hygge og fødselsdagsboller

Vi har holdt børnefødselsdagsfest for Ella, der fylder 5 år i morgen. 5 år! Det betyder, at hun mere eller mindre er ved at overhale mig. Sådan føles det i hvert fald. Det kommer på en eller anden måde bag på mig hvert år, hvor store mine børn bliver. Det betyder også, at det er over 5 år siden, at jeg fik en stressreaktion for første gang. Der lå Ella nemlig stadig inde i min mave.

Stressen kigger stadig frem en gang i mellem. Selvom det er gået gevaldigt fremad, efter jeg er begyndt at gå hjemme. Og det er jo egentlig ikke fordi, at livet som hjemmegående hjemmepasser er et langt, afslappende spa-ophold. Der er rigeligt med ting, der skal klares, konflikter der skal løses og situationer, der bliver stressende. Alligevel har jeg det bedre nu, end jeg har haft det i flere år. Det virker rigtigt, at leve livet som vi gør det lige nu. Med morgenboller, mandagstaknemmelighed og mor-pletter på ærmerne. Også de dage hvor det føles ensomt at gå hjemme. Eller hvor vi på uheldig vis alle får det forkerte ben ud af sengen, og aldrig får dagen helt på rette kurs. Eller hvor ukrudtet står højt i forhaven, opvasken står højt i køkkenet og vasketøjet står højt i kælderen, mens børnene har brug for ekstra omsorg og nærvær. Selv da føles det godt og rigtigt. For det er ikke problemer, der er opstået efter, jeg begyndte at gå hjemme. Ensomme dage, Tycho Brahe-dage og vi-er-kommet-bagud-med-det-hele-dage er en del af livet. Og selv de er bedre nu, hvor jeg deler mere af min tid med børnene. Sjovere, kærligere og hyggeligere. Mere meningsfulde, mindre stressede.

Alligevel kigger den frem en gang imellem. Stressen. Med sin ækle klamme hånd, prikker den mig på skulderen, og siger stop fra tid til anden. Den siger det først ret stilfærdigt. Diskret, næsten. Med en prikkende, sovende, fornemmelse i tæer og fingerspidser. Det sker bare altid, når jeg virkelig ikke har lyst til at stoppe op. Når jeg igen har bildt mig selv ind, at jeg ikke KAN stoppe. Ikke lige nu i hvert fald. Ikke før jeg har klaret 87 virkelig vigtige (i virkeligheden helt unødvendige) punkter på én lang to-do-liste. Men uanset hvor lang min to-do-liste er, når jeg aldrig igennem. Ikke før stressen siger fra igen. Højere. Med hovedpine der kommer jagende op fra nakken, følelsesløse fødder der snubler over selv de laveste dørtrin og en forvirret, stakkels hjerne, der bliver ved med at glemme de samme ting igen og igen. Først dér stopper jeg.

Det er reelt set et fremskridt. Tidligere var jeg bare blevet ved. Til hele stressuppedasen blev permanent. Til jeg havde glemt, hvordan det føltes at have hænder, der ikke sov. Til jeg ikke længere var sikker på, hvem jeg var, og hvad jeg ville. På hvad der var meningsfuldt for mig her i livet.

Der kommer jeg ikke længere ud. Men jeg kommer stadig for langt derhen af.

Det gjorde jeg også i dag.

Ella havde inviteret sine bedste venner hjem til fødselsdagsfest. Hun går jo ikke i børnehave længere, så hun havde selv valgt, hvem der skulle inviteres. Hendes legestue. Nogle venner fra hendes gamle børnehave. Og en lillesøster til en dreng i PePes klasse. Og alle de mødre fædre og søskende, der også ville med. Selvfølgelig. Det var en rigtig hyggelig fest. Med sol i haven, børn der legede og voksne der snakkede med lune kopper i hænderne. Den havde været mindst lige så hyggelig, hvis jeg kun havde bagt én slags boller. Eller hvis jeg ikke havde vasket gulv i hele huset. Eller hvis jeg ikke havde besluttet mig for at omrokere på børneværelserne to dage før. Det er faktisk uhyre sjældent hørt, at en 4-5-årig pige beklager sig over, at bagværket ikke var mere varieret, gulvene ikke mere hvidpigmenterede eller børneværelserne mere minimalistiske. Fødselsdag eller ej.

Lige nu sidder jeg i vores store samsovningsseng og skriver. Omgivet af småsnorkende børn og en helt fantastisk mand. Vi er jeg blevet færdige med at se et afsnit af en fjollet komedieserie. Og om lidt skal vi se et til, før vi skal følge lidt med i valgkampen. Og jeg føler mig bare heldig. Heldig over at have en mand som ham. Heldig over at have en mor, der bare kom forbi for at lege med sine børnebørn hele formiddagen. Heldig over at have sådan nogle søde mennesker til en helt almindelig børnefødselsdag. Og mest af alt heldig over at være mor til sådan nogle søde små mennesker, der bare bliver ved med at gro og gro. Det gør jeg også. Gror altså. Jeg øver mig stadig. I at skære væk og vælge fra. I at lave en to-do-liste med 87 punkter og slette de 80 igen. Måske det lykkes næste gang.            

9 sjove skattejagt-idéer

Kagemand KagekoneVi elsker skattejagte… Og vi laver dem tit til børnenes fødselsdage her i maj. Jeg kan bedst lide skattejagter, hvor børnene alle skal samarbejde med hinanden. Det synes jeg giver en hyggeligere stemning til festen, men man kan selvfølgelig også dele børnene op i hold. Hvis man altså ikke er sådan en rundkredspædagogisk type. Derudover er det meget forskelligt, hvordan vi indretter skattejagten. Nogle gange er det med fortællinger om pirater og hemmelige skatte. Andre gange laver min mand en musik-skattejagt med forskellige musik- og rytmik-poster. Andre gange igen fortæller vi bare, at det er en skattejagt, og der er fire poster – bum. Børnene lader egentlig til at være lidt ligeglade med de store fortællinger og de fine skattekort. Når bare posterne er sjove (og naturligvis en god kage- eller slik-skat), så er alting godt. Så her der 9 sjove, klassiske bud på skattejagtsposter til børnefødselsdagen… Eller til en almindelig onsdag! De har nemlig alle det til fælles, at de er virkelig nemme, virkelig sjove og kan laves lige godt af 2 som af 22. Muligvis – men ikke nødvendigvis – med undtagelse af nummer 7. God fornøjelse!

1. Smagsprøver

Det var min absolutte yndlingsleg som barn. Børnene får skiftevis bind for øjnene og skal gætte to eller tre smagsprøver hver. Nogle børn kan synes, at legen er lidt til den spændende side, så i skattelegs-regi vælger vi kun smagsprøver, som de fleste kan lide… Når vi leger den selv ender pigerne nemlig altid med at give mig citronsaft, men det kan vi jo ikke have til børnefødselsdage…

2. Følekasse

Næsten den samme leg som smagsprøver, men her skal man bare føle sig frem i stedet for at smage. I stedet for at give børnene bind for øjnene, kan man ligge tingene ind i en følekasse. Det kræver bare en papkasse med huller i, og et par mindre ting som man ikke gætter lige med det samme. Det kan være frugter, små legedyr eller en professorterning. Alt kan egentlig bruges, men man kan lige selv prøve af, hvor lette tingene er at gætte… Eller hvor ulækre de er at føle på… Alt efter alder og humør.

3. Kims leg

Der er en grund til at Kims leg er en klassiker, jeg siger det bare. 20 småting på en bakke, et viskestykke over og 15 sekunders kig. Der er mange variationer af legen, men børnene plejer altid at være vildt optagede af den.

4. Tegn og gæt

Helst med store gadekridt udendørs. Vi plejer selv at lave en liste med ting, som vi ved at børnene kan tegne. En efter en får de lov til at tegne det for resten af børnene, der bare gætter løs.

5. Forhindringsbane

Eller hiv alt stort legetøj ud på en række og suppler med puder og dyner. Forhindringsbanen kommer selvfølgelig til at se meget forskellig ud, alt efter hvad man har af legetøj og møbler, men meget lidt kan gøre det. Tunneller og balancelegetøj er sjovt, men en dyne til koldbøtter, et par grydelapper til jorden-er-giftig og et sjippetorv til gå-på-line fungerer helt lige så godt.

6. Musiklege

Nu er jeg så heldig at have en musiker, musiklærer og rytmikunderviser i en og samme mand. Nemlig i min mand. Men mindre kan jo også gøre det… Stopdans er f.eks. en ret sikker vinder, næsten uanset alder.

7. Slå katten af tønden

Eller flamingoen af pinataen Det er måske ikke det mest bæredygtige bud, men til gengæld er det virkelig sjovt. Og børn synes egentlig, at det er sjovere at slå katten af tønden i maj end til fastelavn, hvor alle andre gør det.

8. Gåder

Gåder skal selvfølgelig afstemmes med børnenes alder, men især de lidt større børn, synes tit, at det er rigtig sjovt. Med de mindre børn kan det være gåde nok at skulle gætte et dyr ud fra ledetråde, og få en ny ledetråd, hver gang de går i stå.

9. Dåsekast

Stil en række dåser, du ikke er for knyttet til op som en pyramide, på en række eller i bowling-mønster. Stil børnene op i behørig afstand fra dåserne og lad dem prøve at vælte dåserne ved at kaste med en bold. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men det er vildt skægt. Også for voksne. Har jeg hørt.

Hvilke favoritposter har du til skattejagt?

Et rodehoveds bekendelser

Børn legetøj minimalistiskVi roder for meget. Det er ikke fordi, den er hel gal. Vi kvalificerer os nok ikke til særligt mange hoarder-programmer. Men alligevel synes jeg, at der er ting alle vegne. Også tit lidt ting der liiiige skal lægges på plads. Selvom vores hjem faktisk er (næsten) helt ryddet op. Og det er begyndt at irritere mig.

Minimalisme

Legetøj minimalistiskFor et halvt års tid siden gennemførte min mand og jeg ellers The Minimalist Challenge, eller MinsGame som den vist også kaldes, hvor vi hver skilte os af med 500 ting. Det var en del. Og det var rigtig rart, synes jeg. Det gav plads. Det frigav energi. Og det hjalp os til at se anderledes på de ting vi købte – eller holdt op med at købe. Men alligevel synes jeg stadig, at vi har for mange ting.

Det er ikke fordi, vi har fået særlig mange nye ting i mellemtiden… Der er selvfølgelig kommet en del gaver, især til børnene, men vi har også været gode til at levere ting tilbage til både genbrugsbutikken og genbrugspladsen. Men jeg tror at min grænse for, hvor meget der er for meget, har rykket sig.

For mange ting roder, også selvom de har deres egen plads og de står på den. Sådan er det i hvert fald hjemme hos os. Hver enkelt lysestage eller kageform optager ikke bare et bestemt antal kvadratcentimeter på en hylder. Den optager også et bestemt antal minutter, som det tager at rydde den op, støve den af og rydde den op endnu en gang, fordi et barn liiiige skulle flytte lidt på den. Jeg beder selvfølgelig de store børn om at hjælpe til med oprydningen, men det er heller ikke helt nemt. Jo flere ting vi har, jo mere tid og energi skal vi bruge på at rydde op og gøre rent.

For mange ting

Hvem i alverden har egenlig brug for en overflod af ting, der suger tid, energi og hjernekapacitet ud af dem? Det er jo nu engang børnenes opgave. Jeg vil i hvert fald meget hellere bruge min energi på at hygge og fjolle rundt med børnene, end på at stresse over at holde huset beboeligt. Eller… Helst en tak eller to over beboeligt… Men funktionsdygtigt og nogenlunde visuelt behageligt er fint nok. Mit hjem behøver ikke at ligne noget fra et minimalistisk boligmagasin. Man må gerne se, at her bor børn. Men jeg vil også gerne bruge min dag sammen med børnene, uden at have dårlig samvittighed over en lang urørt checkliste med huslige opgaver. Hvis jeg skal bruge tid på at oprydde og rengøre ting, skal det være ting der enten er nødvendige, eller som vi bare er virkeligt glade for. Alt det andet er bare i vejen.

Vi har stadig en del værelser, der kunne blive forenklet en hel del. Hvor der er for mange møbler, eller for mange ting i møblerne. For meget legetøj og for mange bamser. Jeg tror endda, jeg er ved at være parat til at skille mig af med nogle af vores bøger. Nok primært min mands, hvis jeg skal være helt ærlig. Men jeg skal ikke udelukke, at der kunne ryge et par af mine egne undervejs. Det er nu faktisk ikke vores ting, jeg frygter allermest at gå igennem. Det har jeg gjort en gang før, og jeg gør det med glæde igen og igen. Men der er et sted, hvor jeg virkelig frygter, at skulle rydde op. Et sted hvor jeg slet ikke tør kigge på rodet, længere end få minutter ad gangen. På min telefon.

Virtuelt rod

Jeg er virkelig blevet et virtuelt rodehoved. I skrivende stund har jeg 15.153 uåbnede emails i min indbakke, 71 opdateringer i App Store, 39.848 billeder på min kamerarulle og mindst 30 apps, jeg aldrig bruger. Og så er der vores kalender. Eller jeg burde faktisk sige min kalender. For selvom min mand og jeg deler kalendre, så har jeg også min egen, hemmelige kalender, som jeg ikke deler med  nogen. Det betyder, at jeg udover at kunne se min mands arbejdsopgaver og møder, samt alle vores familieaftaler, også har en hel kalender fuld af små opgaver. Der står alt fra at hente PePe fra skole, til at bestille nyt rejsekort, købe ind i Netto og lede efter Lille A’s forsvundne hue. Summa summarum er alle ugens dag tætpakkede med 3-4 sideløbende aftaler, der er så små, at der er fuldstændigt umuligt at skelne dem fra hinanden. Jeg ved det. Det er her hoarder-programcheferne overvejer at kontakte mig. Det er ikke helt godt. For ligesom legetøjet, kageformene og vaserne, så suger de 15 tusinde uåbnede e-mails og den ret voldsomme kalender altså også en del energi til sig.

Så fra på mandag har jeg lavet min egen minimalist-udfordring. Jeg vil de næste 4 uger hver dag fjerne mindst 25 fysiske eller 250 virtuelle ting. Hvis jeg ikke når i mål, kan jeg godt fjerne flere ting dagen efter, men jeg sparer ikke op, hvis jeg fjerner flere ting dagen før. Indrømmet. Den er ikke helt så fængende som the MinsGame. Men til gengæld passer den en del bedre til mit liv og (host, host) visse presserende udfordringer. Alt andet er simpelthen uholdbart. Det er for trættende. Og der er en konstant risiko for, at legeaftaler bliver glemt og at huer forbliver forsvunde. For ikke at tale om den ikke helt ubetydelige risiko for, at jeg en dag modtager et nyhedsbrev, der bekendtgør at jeg har vundet flere millioner kroner, helt uden at jeg opdager det. Hvem ved? Det ligger der måske allerede et sted?)

Så det kan altså ikke være anderledes.

Jeg er nødt til at gøre noget ved problemet.

Jeg har slet ikke råd til ikke at rydde noget mere op.

8 ting min datter har lært mig

Lært af mit barnI dag har du fødselsdag. Du bliver 8 år. Og i løbet af de 8 korte år jeg har været mor til dig, har du lært mig så meget. Jeg vidste, at du ville lære mig at elske ubetinget. At du ville lære mig at være stærk, og tilsidesætte mine egne behov. Men du har også lært mig ting, som jeg aldrig havde forestillet mig. Her er 8 af dem.

1. At være mindre forfængelig

Der var engang. hvor jeg ikke gik i Netto uden mascara. Sjovt hvordan et barn der kun sover 2 timer i træk længe efter baby-perioden “burde” være ovre, kan kurere den slags nykker.

2. At jeg ikke kan kontrollere livet

Livet kan let komme til at bestå, af alt det vi kan kontrollere. Eller alt det vi tror, at vi kan kontrollere i hvert fald. Mit liv bestod i høj grad af det jeg havde opnået. Især de karakterer, jeg havde fået. Og de planer jeg lagde for livet. Efter jeg fik min datter, blev de ting mindre vigtige. Jeg ville stadig gerne have gode karakterer, og jeg lagde selvfølgelig også stadig planer for fremtiden. Men jeg opdagede, at det ikke var mig der bestemte. Eller at jeg i hvert fald ikke kunne planlægge, kontrollere, udføre og tage æren for det hele. Tilfældighederne er så overvældende, når man får et barn. Vi planlagde, at vi gerne ville have et barn, men at få dig var en gave. Der er mange fantastiske mødre, der har kæmpet i årevis for at få de børn de fortjente. Eller som helt må give op. At vi fik dig – og at vi fik lige netop dig – er et helt utroligt held, som jeg aldrig nogensinde vil kunne gøre mig fortjent til.

3. At middelmådighed kræver en hel del øvelse

Jeg gik kun til klaver i et år, før jeg stoppede. Skuffet over hverken at kunne spille fed jazz eller Mozarts triller. Jeg havde trods alt øvet mig 5-10 minutter. HVER uge. Nogenlunde det samme gjaldt ridning, ballet, tegneskole, knipling, spansk, fransk, golf, badminton og svømning. Så da jeg blev voksen holdt jeg op. Jeg lavede kun de ting, som jeg i forvejen var god til. Man du øvede dig i månedsvis, selvom du var virkelig, virkelig dårlig til det meste. Du snakkede løs fra du var få måneder gammel, selvom vi først begyndte at forstå dig et år senere. Du kunne først krydse dørtrin uden at flade på rumpen et år efter, du lærte at gå. Aldrig har et barn haft så meget vilje som dig. Og aldrig er nogen faldet så nådesløst på næsen. Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på dig en dag, du lige havde lært at gå selv, 8 måneder gammel. Du stavrede afsted, og faldt på halen. Du rejste dig forsigtigt op, gik et par skridt og måtte støtte med hænderne. Du gik hurtigere, løb næsten og snublede. Og jeg tænkte, hvis det var mig, havde jeg nok givet op. Det var ikke det værd. Jeg havde opgivet at lære at gå. Med årene er jeg blevet bedre til at se omvendt på situationen, og i stedet lære af dig. Lære at det er okay at være piv-dårlig til noget i månedsvis. I håbet om, at jeg en dag bliver lige så sej som dig til at klø på. Og med tiden blive helt fantastisk dygtig til de ting, du brænder for.

4. Hvert øjeblik tæller

Før jeg blev mor, var mit liv opdelt i dage, uger, semestre og år. Jeg ville have dårlige dage og gode dage. Hvis jeg havde 7 ret gode dage i træk fra mandag til søndag, havde jeg haft en god uge. Da jeg blev mor, blev tiden en anden. Den kom til at handle om, hvad vi lavede i stedet. En hyggelig morgen sammen med dig og din far. En dårlig aflevering af dig i vuggestuen. En okay arbejdsopgave. En spændende bog. En god tur med dig til legepladsen. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en egentlig dårlig dag, for de enkelte øjeblikke er blevet vigtigere. Det virker helt urimeligt at kalde en dag for dårlig, hvis gyngeturen på legepladsen fik dig til at hvine af grin. Men det virker faktisk også urimeligt at kalde en dag for dårlig næsten uanset hvor træt, influenzaramt eller konfliktfyldt, den måtte være. For tiden vi er sammen er så værdifuld. Og jeg vil ikke kun have de gyldne øjeblikke med dig. Jeg vil dele det hele med dig.

5. En middagslur kan rede det meste

Apropos dårlige dage. Så er der få dage, der ikke kan reddes ved at finde en god børnefilm frem og tage sig en morfar imens. Helst overdænget med dig og dine søstre. Og muligvis finde det store tekrus og nødrationen af mørk chokolade frem bagefter.

6. Hvad det vil sige at være lykkelig

Jeg var selvfølgelig også lykkelig før jeg fik dig. Men det var mere en form for tilfredshed. En glæde over at være lykkedes med noget eller at opleve noget dejligt. Aldrig havde jeg prøvet at være smurt ind fra top til tå i gylp og sur modermælk, og være komplet lykkelig. Tæt på at besvime af træthed, men fuldstændigt, lykkeligt tosseglad.

7. At selvstændighed er overvurderet

Jeg har aldrig været god til at bede om hjælp. Jeg er det stadigvæk ikke. Men du har lært mig, at det er okay, ikke at kunne det hele selv. At livet ikke skal leves parallelt med andre. Livet er allerbedst, når det er fuldstændigt sammenflettet og sammenbundet med andres. Når jeg ikke længere ved, om jeg er trist, fordi du har ondt i maven, eller fordi jeg selv er træt. Når jeg ikke længere ved, om jeg er lykkelig, fordi du og din far griner i haven, eller fordi det er en dejlig sommerdag. Det er nemlig ligemeget. Mine behov og dine behov er en og samme ting. Og selvom du en dag bliver voksen og flytter hjemmefra, tror jeg aldrig, at jeg vil holde op med at græde, når du græder, og grine når du griner.

8. At det er sjovere at være sig selv

Jeg tog mange gode valg, da du var helt lille. De valg jeg fortryder, er dem jeg tog, fordi “sådan er det jo”. Din vuggestue. Ideen om at du skulle sove, som sundhedsplejersken mente. Længsel efter at have råd til de rigtige babyting og det rigtige babytøj. Jeg har fundet noget af dit “kedelige”, gammeldags genbrugstøj frem til din lillesøster. Det er støvet rosa med flæser. Og ligner fuldstændigt det, der er på hylderne i alle de smarte børnetøjsbutikker lige nu. Jeg har altid troet, at jeg var en sær, nørdet snegl. Men det var først, da jeg fik dig, at jeg rigtig begyndte at lære, hvad jeg egentlig ville med mit liv.