Min perfekte Instagram

Perfekthedskultur idyl hyggehippe børn instagramDyrker Instagram det perfekte? Min konto gør. Eller altså… Der er flere smilende børn, end der er nullermænd og morgenhår på mine billeder. Selvom der er plads til det hele. I dag er det et år siden, at jeg lagde mit første billede op på Instagram. (Edit: Eller det troede jeg, at det var, indtil en følger fortalte mig, at jeg faktisk havde været på i 13 måneder. Ups.) Det var noget med noget påskeægsjagt i mine forældres baghave. Og siden da har jeg lagt et billede op de fleste af ugens dage. Og kigget på andres billeder næsten hver dag…

Idyl og ærlighed

Lækker smoothie idyl hyggehippe instagramJeg elsker det. Både at dele billeder og tanker fra min egen hverdag, men især at blive inspireret af andres. Nye opskrifter. Tænkevækkende skriv. Søde hverdagshistorier. Gode idéer til aktiviteter. Inspiration til bæredygtighed. Mange af dem jeg følger på Instagram er nok også til den perfekte side. Der er også konti, der hylder det uperfekte i alle deres billeder. Og gør det ret godt. Jeg følger et par af dem, som jeg synes er virkelig tankevækkende og sjove. Men jeg ved egentlig ikke, om det er mere ærligt end resten? Hvis alt skal være uperfekt, bliver det også hurtigt til en maske. Endnu et ideal at leve op til. En persona der kun har noget at gøre med et lille udsnit af ens liv.

Min egen Instagram-konto er virkelig ret idyllisk. Hudløst ærlig, men idyllisk. Jeg lægger aldrig noget op, som ikke passer. Jeg overdriver heller ikke, eller forsøger at skjule noget. Men ligesom jeg godt kan lide at blive inspireret af andre, lægger jeg også selv det op fra min dag, som jeg synes er mest inspirerende eller interessant. Og det er bare sjældent de mislykkede boller eller den hullede sok, der er særlig interessant. Og hvis jeg endelig har en dårlig morgen eller en stresset eftermiddag, må jeg indrømme, at det slet ikke er på min prioriteringsliste at instagramme. Det er ikke, fordi jeg har noget imod at vise det sårbare eller det grimme frem. Det gør jeg også en gang imellem. Men det bliver som regel i småtingskategorien, brændt bagværk.

Børn på Instagram

Barn Instagram grinerOg så er der lige det der med børnene. Når man nu er sådan en hjemmegående husmor, som jeg er, så handler ens hverdag nu engang primært om børn. Ens egne børn især. Og det bliver jo ikke bedre af, at jeg også har en uddannelse i Pædagogik. Og Retorik. Hvilket mere eller mindre er opskriften på at have børn på hjernen, og ikke kunne lade være med at snakke om dem. Jeg snakker, og diskuterer og debatterer, og læser, og filosoferer om børn og opdragelse, og børn og livsstil, og børn og sundhed i et væk. Også på Instagram. Det er underligt nok mest mødre, der følger mig.

Det er jo ikke fordi, at jeg kun er mor, eller slet ikke kan snakke om andet. Men mit liv er i de her år virkelig sammengroet med mine børns på en måde, hvor det ville virke virkelig unaturligt og uærligt, hvis ikke mine Instagram-billeder også kom til at handle om mine børn. Om det liv vi skaber sammen. Og det er nu engang ikke særlig pænt, at bruge de sociale medier til at udstille andres sårbarheder og ups’ere.

I det hele taget er det fyldt med dilemmaer at dele sine børns liv på de sociale medier. På den ene side har jeg ikke noget imod at dele vores hverdag. Tværtimod. Børnene er ikke hemmelige, og jeg ser ikke noget ondt i, at de er på mine eller deres fars sociale medier. Ligesom jeg ikke får dem til at trække en papirspose over hovedet, når vi går ned af gaden. De er en del af verdenen, og der er ingen grund til at gemme dem væk. På den anden side er jeg virkelig bevidst om, at børnene endnu ikke er gamle nok endnu til selv at sige til eller fra, når jeg deler noget om dem. Så når jeg deler, vil jeg være helt sikker på, at det er repektfuldt og ikke overskrider deres privatsfære. Og så alligevel. For det kan jeg jo reelt ikke vide, om det en dag vil gøre. Men jeg deler kun billeder af dem og fortællinger om dem, som ikke ville overskride min egen privatsfære. Jeg deler derfor ikke billeder af dem hvor de græder eller er i dårligt humør. Jeg tager heller ikke billeder af dem, når de sover, eller ser knap så yndige ud. Jeg deler historier, hvor jeg griner med dem, over små hverdagsting, men aldrig historier hvor jeg griner af dem. Det gælder for så vidt både på de sociale medier og i den virkelige verden. For det ville jeg ikke selv bryde mig om, at andre delte om mig. Men så bliver det nok også lidt idyllisk og små-perfekt, selvom det stadig er meget ærligt.

Inspirerende nullermænd

Rodet hjørneLærer jeg så mine børn, at de altid skal være perfekte? Det mener jeg ikke. Jeg tror, at jeg lærer dem, at man kun skal dele billeder af andre, som er respektfulde. Og jeg håber, at de lærer, at det er helt i orden at have en privatsfære. Og at de sociale medier er et offentligt sted. Burde jeg dele mere uperfekthed på Instagram? Det kan godt være. Men jeg synes faktisk, at det er svært. Ikke fordi jeg ikke kan lægge et billede op af mine nullermænd eller mit grimme morgenhår. Nullermænd har jeg rigeligt af, og morgenhåret kan i weekenden sagtens nå også at blive til aftenhår. Og det sker da bestemt også at der kommer et par nullermænd eller en kikset frisure med på billederne. Jeg løber ikke rundt med støvsuger og hårbørste, før jeg finder telefonen frem. Men jeg fremhæver nok heller ikke det uperfekte så tit.

Ovenstående er et billede af min udsigt lige nu. Et rodet hjørne, som det ofte kan se ud. #nofilter og #nofilterneeded Eller… For ikke bare er der ikke filter, lysregulering eller beskæring, der er heller ikke noget indhold. Det er et virkeligt kedeligt billede, der ikke har særlig meget på hjertet. Mit liv er selvfølgelig ikke lutter perfekt idyl. Men det ved folk da godt. Ligesom jeg da stærkt går ud fra, at dem jeg følger af og til brænder deres lasagne på eller glemmer at tage mascara på det ene øje… Det er bare ikke så inspirerende i sig selv. I hvert fald ikke når jeg deler det. Hatten af for dem der kan gøre nullermænd inspirerende, for det er der virkelig også nogle instagrammere derude, der kan… Måske jeg en dag bliver en af dem. Men jeg tror det egentlig ikke… Mine nullermænd er bare utroligt kedelige og uinspirerende. Og så synes jeg, at min konto er helt perfekt, som den er.

Hvilke tanker har du gjort dig om, hvad du deler?

4 store fordele og ulemper ved at hjemmepasse

hjemmepasning hjemmegående børn familieHjemmepasning er et ret kontroversielt emne i Danmark. Vi er ligesom blevet vant til at daginstitutioner er en nødvendighed i vores samfund, også selvom det ikke er særlig mange generationer siden, at hjemmepasning var normen indtil skolealderen. Sådan er det ikke længere. Og det er der både fordele og ulemper ved. Det får jeg tit en følelse af, at man ikke rigtig må sige højt. Ikke uden at blive stemplet som en rabiat speltmor, der mom shame’r alle andre mødre i sit perfektionsprojekt. Og det er lidt en skam. For jeg synes selv, at jeg lærer enormt meget af at følge folk, der tænker og vælger lidt anerledes end jeg selv gør.

Jeg er ikke ubetinget for hjemmepasning og imod institutioner. Men jeg er ubetinget for, at man som voksen tager et velovervejet valg for sin familie, også når det ikke følger de kulturelle normer. For både mig og min mand, var det er ret svært valg at træffe. Ikke så meget at forlænge barslen med vores yngste, det føltes instinktivt rigtigt. Men valget om at tage vores 4-årige ud af børnehaven var ikke let. Der lå enormt megen vaklen og mange overvejelser bag den beslutning. Selvom vi synes, at det var den rigtige beslutning for os, var der nemlig ikke kun fordele ved valget.

De fire største ulemper ved at gå hjemme med børnene

1. Færre penge

For de fleste vil hjemmepasning betyde, at man som familie går ned i indtægt, også selvom man sparer institutionspladserne. For vores vedkommende har det betydet, at vi helt har mistet min indtægt, bortset fra et tilskud til pasning af eget barn, som jeg modtager det første år. Jeg har personligt enormt let ved at undvære penge, når jeg planlægger min fremtid, men lidt sværere ved det, når det så kommer til stykket. For penge er jo ikke bare overflade og glamour. Det er også penge til spændende økomad, til ferier med børnene og til at istandsætte huset. Og så er der jo de endnu mere basale ting: El, vand, varme og bare en eller anden form for sund mad. Jeg tror derfor ikke, at alle kan tage beslutningen om at gå hjemme fra den ene dag til den anden, som vi mere eller mindre gjorde. Ikke fordi min mand har et vildt vellønnet job – han er musiker og arbejder som friskolelærer – men fordi vi har været vant til at leve af lidt, og fordi vi allerede havde bosat os i en relativt billig del af Danmark.

2. Færre børn at lege med

Der er en del legestuer og facebook-grupper for hjemmepassere næsten uanset, hvor man bor. Vi bor i et af de områder, hvor der ikke lader til at være overvældende mange børn, der bliver hjemmepasset. Vi går i en rigtig god legestue hver uge, og vi laver masser af legeaftaler, men det kræver en del. For i hverdagene befinder langt de fleste børn sig bare i en institution i de fleste af deres vågne timer og det indskrænker immervæk mulighederne for at lave legeaftaler.

3. Det kan være hårdt

Jeg gik ikke fra at have et fuldtidsjob til at hjemmepasse. Før jeg fik Lille A studerede jeg, med ret frie muligheder for at tilrettelægge min uge. Og i det første år af Lille A’s liv, gik jeg hjemme på barsel, imens Ella kom i børnehave et par gange om måneden. Og de par gange gav altså en enorm frihed. Derfor er vores liv på nogle måder også blevet mindre fleksibelt af, at jeg går hjemme… Jeg kan ikke bare lige tage på café med min ældste eller tage alene til tandlægen med det ene barn. Heldigvis har min mand et meget fleskibelt arbejde, og så har vi nogle bedsteforældre, der er søde til at passe. Men det kræver stadig en del mere planlægning. Apropos manglende fleksibilitet, så kunne jeg godt bruge muligheden for at melde mig syg en gang imellem. For det kan helt ærligt godt være hårdt at gå hjemme en gang imellem. Ikke fordi det nødvendigvis er hårdere end at have et arbejde, for det mener jeg egentlig ikke at det er. Ikke for mig i hvert fald… Men derfor er der stadig dage, der er hårdere end andre.

4. Jeg ville gerne bidrage mere

Det generer mig lidt, at jeg ikke kan bidrage mere, end jeg gør, til det samfund, jeg lever i. Jeg bidrager selvfølgelig på min egen måde, men når muligheden byder sig, vil jeg meget gerne arbejde igen. Enten arbejde hjemmefra eller finde et frivilligt arbejde, som jeg kan bidrage med. Jeg har tidligere arbejdet som tekstforfatter hjemmefra, men jeg synes p.t. ikke, at der lige nu er plads i vores hverdag til, at jeg begynder på det igen. Jeg har også været på udkig efter frivilligt arbejde, men igen er det svært at finde noget, man kan gøre med tre børn løbende rundt om sig. Jeg elsker vores velfærdssamfund! Og det ville nok være mere effektivt for samfundet, at de blev passet i en institution med dårligere normeringer end min 1:3 hjemmepasning. Men når alt kommer til alt så elsker jeg bare mine børn højere. Og at sætte dem først betyder i den nærmeste fremtid, at jeg ikke kan bidrage så meget til resten af samfundet, som jeg gerne ville. Jeg må tage revanche senere.

De fire største fordele ved at gå hjemme med børnene

1. Vi er sammen med dem, vi elsker

Hele tiden, hver dag. Mine børn oplever at blive elsket i hele dagen, indtil de er klar til at tage ud på egen hånd. Det gør jeg for den sags skyld også. Og det bliver man ikke træt af. Det er jeg i hvert fald ikke blevet endnu. Det giver mening at tilbringe så meget tid som muligt, med dem jeg elsker allermest. At outsource den del af livet virker i dag helt ufattelig for mig, selvom jeg engang gjorde det ,som noget af det mest naturlige. Men jeg vil leve det mest meningsfulde liv hver dag, ikke kun i de rester, der er tilbage, når arbejde og studier har taget de gode timer.

2. Konkurrencedygtige normeringer

Udover at pædagogerne ikke elsker min børn, så er der heller ikke så frygteligt mange af dem. Slet ikke i ydertimerne, som er alle timer, der ikke ligger mellem 9 og 12. Jeg synes, at vi er heldige, at have en rigtig god pædagoguddannelse og en rigtig god børnehavekultur i Danmark, men jeg synes af forskellige årsager også, at vi har undermineret forholdene i daginstitutionerne voldsomt i min levetid. #hvorerderenvoksen er ikke bare et ligegyldigt hashtag.

3 Ferie hver dag

Okay, måske ikke ferie på den sol-dasende, sommerbrune måde. Ikke kun i hvert fald. Men jeg kan hver dag vælge, hvad jeg vil bruge min tid på. Vil vi ud? I skoven eller haven og få jord under neglene.. Vil vi lege hjemmeskole? Spille spil, taste på tastaturet og eller lave opgaver. Eller har vi brug for at dase og lade vores batterier lidt op? En dag med film, sofahygge, hjemmebag og nattøj hele dagen. Under alle omstændigheder er det skønt. Der sker bare et eller andet, når man ikke skal tænke i kvalitetstid og maksimal udnyttelse af ethvert minut. Kvantitetstid. Det er det nye sort, siger jeg jer.

4. Mit eget, personlige valg

Valget om at gå hjemme var ikke kun svært og rigtigt for mig. Det var også et af de mest personlige valg, jeg har truffet. Personligt i den forstand at mine grunde til at gå hjemme er ret individuelle. Det er grunde, som jeg ikke bare har kunne finde ved at google eller spørge andre til råds. De fordele og ulemper der er på denne her liste, vil ikke nødvendigvis gælde for alle andre. Men det har også været et personligt valg i den forstand, at jeg for alvor føler, at jeg har taget ejerskab over mit eget liv. Over mit familieliv hvor jeg mere eller mindre konstant reflekterer over, hvilke dele af “det gør man bare” der stemmer overens med mine egne personlige overbevisninger. Selvfølgelig er det en udvikling som jeg er gået igennem sammen med min mand. Det er emner, som vi virkelig tit taler sammen om. Samtidig er det at være hjemmegående blevet lidt af en tømt identitet, som man selv skal forme. Folk ved ikke længere, hvad de skal forvente, når man ikke har de job-mærkater, som vi normalt inddeler hinanden efter. Jeg skal forklare, reflektere, og forklare noget mere. Og det har betydet, at jeg er blevet meget mere klar over, hvad jeg egentlig står for. Også når det falder udenfor normen.

 

Ville det være skønt, hvis alle var enige med mig? Ja da! Er det helt som det skal være, når alle ikke er det? Helt bestemt! Så længe det er et personligt, reflekteret valg, som de og ikke mindst deres børn har det godt med.

Kunne du finde på at gå hjemme?

Marokkanske lanterner og ufærdige haveprojekter

snobrød børn haveVi har holdt påskeferie. Og hygget os langsomt. Vi har brugt det meste af tiden i haven. Ikke at det utrænede øje med det samme ville spotte, at det er dér energien er blevet lagt… Mælkebøtterne står trods alt stadig højt imellem fliserne… Men bierne skal jo også vide, at det er forår.

At grave en have frem…

have havearbejde forår påskeferie børn familie
Tager overraskende lang tid! Og jeg undrer mig, hver gang jeg støder på den æske med “mos-fri græsplæne” som husets tidligere ejere efterlod. Men hvem i alverden vil dog have en mos-fri have? Mos er skønt. Blødt. Grønt. Og virkelig nemt at fjerne fra brosten og fliser… Græs derimod! Det kunne jeg godt undvære. Det sniger sig ind imellem roser og blomster, det omringer træer og frugtbuske og fortærer helt terrasserne flere sten væk fra plænen. Jeg synes med andre ord, at det er lidt af en opgave at have sådan en have. Men jeg er heldigvis begyndt at nyde det. Og jeg håber, at man snart kan se det.

Man kan i hvert fald se på mine nye fregner og mere eller mindre indfarvet, plettede fingre, at jeg har været mere ude end jeg plejer. Hvad man måske ikke kan se,med mindre man er i besiddelse af et “før”-billede af haven er, at vi har været på genbrugspladsen intet mindre end 4 gange. Med grene og blade og vækster, som optimistisk spirer frem hvert år, i håbet om at i år er året. Året hvor skvalderkål bliver moderne igen. Året hvor hække skal være mindst to meter brede. Året hvor roser skal være høje, ranglede og næsten uden blomster. Lige indtil vi finder den store saks frem.

Når jeg siger, at vi har været på genbrugspladsen, er det naturligvis i ordets bredeste forstand. I den forstand altså, hvor jeg aldrig har set skyggen af en genbrugsplads, men hvor min mand til gengæld er flittigt afsted, imens jeg passer børn og forspirer jordbær. Så er kønsrollerne ligesom af vejen. De var til gengæld også virkelig nødvendige – turene til genbrugspladsen altså! Det er nemlig ikke noget, vi har gjort os i før. Sidste forår havde vi nemlig ikke nogen bil. Og turen til genbrugspladsen med afklippede grene er altså ikke helt så afstressende, når man har valget imellem at overtale travle familiemedlemmer til at bruge en eftermiddag på vores afklippede hæk, og at tage turen med 7 poser afklippet hæk på ladcykel. Eller bus, for den sags skyld. Så vi kom ikke afsted. Og vi klippede sjældent hæk. Når vi gjorde endte det til gengæld tit i kroge og hjørner af vores lillebitte have. Så i år måtte vi gøre noget ved det. Og det har vi. Vi har klippet hæk, beskåret roser, hakket terrassekanter, sået blomster, luget ikke-bi-spiseligt ukrudt, hængt tørresnor op, forspiret, sået grønt, ryddet op i cykelskuret, hængt baby-gyngen ind på terrasens tørvejr, afprøvet bålstedet til snobrødsstegning, ryddet haveaffald ud fra den overdækkede terrasse og fyldt haveaffald i sække.. I omegnen af 40 sække for at være mere præcis… Men det er så også medregnet fortidens haveaffaldssynder.

Terasse med genbug og DIY

pallesofa diy hjemmelavet genbrug upcycled
Hvad bruger jeg så al den resterende tid i haven på? Altså ud over at kæmpe usigeligt langsomt mod græs og fylde overoptimistiske planter i sække… Primært to ting: At omarrangere pallerne på vores terrasse og at sidde på de paller og søge på ting fra mobiltelefonen som “hobo patio” og “brugtmarked for marokkanske lanterner”. Efter sådan en søgning hænder det, at jeg tusser indenfor, og hiver et gardin med ud på terrassen. Og et udvalg af spraglede puder. Og et par tallerkenrækker, som jeg distræt spørger min mand, om vi burde male turkise eller overhælde med bregner. Og inden han har nået at svare, er jeg gået i gang med at søge efter udendørstæpper tilpasset det skandinaviske klima. Jeg er nemlig ved at bygge en hule i det ene hjørne af haven. Altså ikke til børnene, men en terrasse-hule, hvor vi kan sidde lidt mere ugenert i vores ellers lidt nedstirrede byhave.

De eneste begrænsninger er, at det helst ikke må kræve håndværksmæssig kunnen, koste noget særligt eller kræve for meget tid, hvis børnene ikke kan være med til det… Og så må det meget gerne være genbrug og bæredygtigt på den hobo-agtige måde… Så det er jo let nok? Vi har indtil videre flyttet vores pallesofa ind i hulen og planlægger at udbygge den med endnu en sektion, og sy nogle hynder til den ud af et par gamle madrasser. Og så er vi ved at plante slyngplanter, der skal kravle op og skærme lidt af for terrassen. Men jeg overvejer helt seriøst også at anskaffe mig nogle kroge, som jeg kan hænge mit gardin på.  Jeg hang det forsøgsvist op i dag, og det var skønt Og det burde jo egentlig være nok. Meeeen. Så er det at jeg sætter mig til at lave hobo-hippie-marokkanske-google-søgninger på diverse brugtmarkeder og DIY-sider. Og der kan man altså bruge en hel del tid, skulle jeg hilse og sige. Og bruge tiden fornøjeligt endda. Så jeg ender nok også med et arsenal af farvestrålende puder, lanterner og tæpper. Og muligvis halvdelen af Randers Regnskov. Jeg håber i hvert fald.

8 grunde til at lege med sit barn

Hvorfor skal man lage med sine børnLeg har altid været en del af den måde, jeg gik til børn på, selv før jeg blev mor. Jeg elskede at lege med min lillesøster også efter, at jeg selv var blevet teenager. Jeg syntes, at det var skønt at støtte børnene i deres lege, da jeg arbejdede i børnehave – at sætte dem i gang, at hjælpe dem med at få den nye pige med, eller at guide dem, hvis legen blev for uhyggelig for de mindste. Da jeg mødte min nuværende mand, satte jeg mig også altid lidt ned henne hos hans nevøer og niecer, når vi besøgte hans familie. Jeg har derfor aldrig overvejet IKKE at lege med mine egne børn, men jeg bliver tit mødt at forældre, der undrer sig. Som ikke selv har lyst til at lege. Eller som ligefrem mener, at det på en eller anden måde er usundt eller unaturligt. Selvfølgelig indgår man ikke i legen på lige fod med børnene. De er børn, og jeg er den voksne. Men der er alligevel en enorm rigdom i at give sig lidt hen i legen, og se hvor den fører hen. “En legende indstilling til tilværelsen er noget af det bedste, man som voksent menneske kan håbe at have med sig fra barndommen.” skrev Thomas Gitz-Johanssen engang i en tidsskriftartikel jeg stødte på, da jeg læste Pædagogik. Rigtig mange voksne har igennem et liv med skoleparathed og læringsmål af-lært at lege, inden de selv får børn. Når jeg ser på den måde, vi tænker livslang læring ind i hele vores samfund fra vugge til grav, kan jeg godt blive bekymret for, om vores børns generation af-lærer legen endnu tidligere end min egen generation gjorde. Det ville være en skam. For der er så meget at lære af at lege. Selvom man ikke altid på forhånd kan vide, hvad det er.

SKAL du så lege med dine børn? Nej, selvfølgelig ikke. Hvis du virkelig ikke har lyst til at lege, så lad være! Prøv dig lidt frem, men lad med god samvittighed være, hvis du bare ikke kan finde lege, som både du og barnet synes er sjove. Leg skal være glædesfyldt, og ikke en sur pligt. Selvom der kan være fordele ved at lege med sine børn, så synes jeg, at det er langt mere værdifuldt at være autentisk, når man er sammen med børnene. Når det er sagt, så tror jeg også, at mange voksne kan have en lidt for snæver opfattelse af, hvad leg kan være. Det behøver ikke at være dukkehuslege eller legobyggeri. Læs f.eks. her om forskellige lege, som jeg leger med mine børn. Men læs selvfølgelig først:

8 gode grunde til at du (måske) skal lege mere med dine børn:

1. Det er en god måde at lære dit barn bedre at kende på


Den frie leg er det sted, hvor børnenes indre følelser møder deres ydre omgivelser. Familierollerne der leges igennem, monstrene der skal besejres, legohusene der bygges, menneskene der tegnes, de svære beslutninger man skal træffe som enhjørningernes dronning – de er alle sammen hentet fra børnenes egne udfordringer i livet. Børnepsykologer har længe brugt sandplay i deres arbejde med børn, fordi legen er et sikkert rum, hvor svære – og måske ubevidste – følelser i legen indgår i et sikkert rum. Leg er på den måde en helt naturlig og sund måde for børn at udtrykke sig på.

2. Leg gør kreativ og modig


Netop fordi legen er et møde mellem barnets indre og ydre verden, er legen også et rum, hvor barnet kan prøve nye ting af… Ting, som barnet er bange for, bliver mindre farlige, fordi det jo “bare er noget vi leger”. Og fordi man lige pludselig har is-magi, hvis det hele brænder på for alvor. Derfor er det enormt udviklende for børn at lege. Legen er med andre ord et sted, hvor børnene ikke kun forholder sig til de svære følelser, men også et sted hvor de lærer at mestre dem. Og det kan være enormt spændende at være en del af – også som deres forælder.

3. Det er en god måde at knytte stærke bånd på


Jeg kan ikke komme i tanke om en måde, jeg kan vise min 4-årige datter mere interesse og kærlighed på, end ved at sige ja når hun beder mig om at lege med hende. Det er selvfølgelig, fordi leg altid har været en central del af min måde at være mor på Der er jo mange andre måder man kan vise sine børn, at man elsker dem på. Men leg er bestemt en af dem. Til dels fordi man lærer sine børn bedre at kende, men også fordi det en form for engagement, som børn umiddelbart værdsætter og forstår.

4. Det er en god måde at bruge mere tid sammen på


Leg kan selvfølgelig være helt fri leg, hvor man siger ja til det meste og fantasien ingen grænser har. Men leg kan også være en måde at få mere tid sammen med børnene på. Vi har f.eks. været i haven hele dagen i dag. Noget af dagen legede vi med børnene på deres præmisser. Og noget af dagen legede børnene uden os. Men der var også tidspunkter, hvor børnene gerne ville lege videre, men hvor min mand og jeg gerne ville ordne have. Straks fandt børnene ud af, at de kunne være børnebanden, der skulle stjæle grene fra den gamle sure mand (spillet af deres ikke-gamle, ikke-sure far), og samle dem i en pose. I løbet af ingen tid havde de samlet en hel pose afklippede grene. De var pavestolte over at have hjulpet til. Vi blev før færdige med at samle grene, så vi kunne se deres cirkusforestilling. Og vi havde det allesammen sjovt undervejs.

5. Nogle gange er du den eneste der vil


Altså ikke lege med dem i det hele taget… Men lige netop lege den der frisbee-leg som de gerne vil lege. Eller måske deres søskende og venner aldrig vil lade dem være storesøster, når de leger mor, far og børn. Eller måske de bare rigtig gerne vil lege alle døgnets vågne timer, også når de ikke er i nærheden af andre børn. Uanset hvad så kan man nogle gange være den eneste i hele verdenen, der gider være den gamle sure mand fra Motor Mille. Ingen gider at være ham, sådan er det bare. 

6. Hele familien får bevæget sig mere


Nogle vil sige, at leg ikke er leg, hvis det har et formål… Det er jeg til dels enig i. Leg skal leges, fordi det er sjovt. Men derfor skader det jo heller ikke, at man får bevæget sig samtidig. De fleste af os får bevæget os alt for lidt i dag. Det kan man selvfølgelig forsøge at rette op på i sit lokale fitnesscenter, men man kunne jo også tage en løbetur, en pudekamp,fodboldkamp eller lave yoga med børnene… I princippet kunne man nok også gøre begge dele, men jeg er virkelig ikke særlig glad for fitnesscentre…

7. Det er en god måde selv at finde glæden ved at lege igen


Fik jeg nævnt, at jeg grinede til jeg havde ondt i maven, da vi legede Motor Mille? På den gode måde altså. Leg skal være sjovt. Også for voksne. Hvis man går ærligt ind i legen, og finder lege som man ærligt synes er sjove at lege med sine børn, er det en gave at have børn at lege dem med. Uanset om man er til fri leg, brætspil eller basketball. Eller hele molevitten.

8. Dine børn vil nyde det…


Især hvis du også selv gør det.

 

Leger du?

Deleværelse eller eget værelse?

deleværelse eget værelse søskende børn samsovning legeværelse

Børn har i dag utrolig meget plads, som er helt deres egen. Mere end deres forældre havde, da de var børn. Og mere end deres forældre har nu, hvor de har børn. Langt de fleste af de børn vi kender, har deres eget værelse på 10-20 kvadratmeter, hvor de har alle deres helt egne ting. Deres egen seng, deres eget tøjskab, deres eget skrivebord og deres eget legetøj. Det har vores ikke.

Det er ikke, fordi vi ikke har plads nok. Efter vi er flyttet vestpå, har vi fået rigeligt med plads. Det er heller ikke, fordi vi på et tidspunkt fik en stor forkromet idé. Det har været en helt stilfærdig ting, som jeg faktisk først for nylig er begyndt at tænke over.  Det er bare aldrig faldet os naturligt, at dele huset op på den måde. Vi har et spisekøkken, hvor vi alle har en stol rundt om bordet og bestik, der passer til størrelsen på vores hænder i skuffen. Vi har en sofastue, hvor vi alle kan hygge os i den samme sofa. Vi har en musikstue, hvor der er plads til alle slags instrumenter, og hvor børnene har et tegnebord stående. Og vi har et bryggers, hvor der er plads til alles overtøj. På samme måde har vi også fælles værelser til tøj, til søvn og til leg.

Vores ældste datter begyndte for et stykke tid siden at snakke om, at alle andre børn hun kendte, havde deres eget værelse. Vi begyndte derfor at snakke med hende om, om det kunne være en god idé, hvis vores hun og hendes søstre også fik hvert deres værelse.

Vores børn har (endnu) ikke behov for egne værelser

deleværelse eget værelse søskende børn samsovning legeværelse

Vi kom frem til, at der kun var et problem ved at rykke dem ind på hvert deres værelse. Til gengæld var det her eneste problem et rimeligt essentielt et af slagsen. De havde absolut intet at bruge adskilte børneværelser til. Ingen funktioner at lægge der. Ingen ting at stille der. Ingen lyst til at være der.

Vi samsover alle sammen i en stor samsovningsseng. Og det er virkelig skønt. Det giver børnene en helt enorm dejlig tryghed og ro at sove sådan, og det har virkelig hjulpet på deres søvn om natten. Og dét hjælper til gengæld virkelig på vores søvn. Det er sikkert ikke alle, der kan sove fem mennesker i en seng, og synes, at det er beroligende, men det virker virkelig godt for os. For mig virker det også som langt den nemmeste og mest logiske måde at putte tre børn på om aftenen – i ét rum, i én seng. Det betyder også, at soveværelset kun er til at sove i. Der er én stor seng, en ammestol og en hattehylde, hvor vi hænger tøj, der ikke skal til vask endnu. Og det er det. Intet legetøj, intet forstyrrende, bare et værelse fyldt med søvn og afslapning.

Om morgenen finder vi allesammen vores tøj i et stort påklædningsværelse. Det er nemt, når børnene skal hjælpes og det er nemt når tøjet skal ligges på plads. Og så er de søde til at dele deres tøj og kan f.eks. sagtens passe t-shirts og shorts sammen. Og så lyder det bare ret sejt, at have et påklædningsværelse. Vi kaldte det en overgang for skabsrummet, men der kom vi heldigvis hurtigt på bedre tanker.

Børnene har selvfølgelig legetøj. Faktisk stadig lidt for meget… Selvom vi for 114. gang har givet os i kast med projekt: nu-skal-vi-altså-have-fjernet-alle-de-ting-vi-allligevel-ikke-bruger. På en eller anden måde bliver der bare ved med at dukke ting op, som vi ikke bruger. I forlængelse af soveværelset har vi en suite et legeværelse med store legeting. Her står bogreolen, hoppesofaen og en køjeseng, som de bygger hule i. Der står også lidt grovmotorisk legetøj, men udover et par bamser i køjesengen og børnebøgerne i bogreolen er der ikke så mange småting. Det skulle da lige være puder og tæpper, men de tæller altså ikke herhjemme. I hvert fald ikke når jeg tæller. Lidt flere småting er der i børnenes andet legeværelse, der er et lille værelse ved siden af stuerne. Her er der en hængekøje, nogle tumlemadrasser, en ribbe og legetøjet: Et legekøkken med legemad og to kasser med lego. Derudover har vi også en lille ølkassereol med babylegetøj i stuen. Men det er sådan set også det. Altså. Udover de mange kasser me nedpakket legetøj i kælderen og på loftet. Men de tæller jo ligesom ikke med. De er jo minimalisme’t. Eller i hvert fald ude af syne på dag-til-dag-basis. Og det er jo næsten det samme.

De elsker deres deleværelser

deleværelse eget værelse søskende børn samsovning legeværelse I princippet har vi også et ekstra værelse, som børnene burde bruge. Et krearum der ligger lidt for sig selv. Men børnene er der stort set aldrig. Fordi det ligger for sig selv. De vil hellere være i stuen sammen med os og med hinanden. Og det synes vi egentlig også er rarest. Der er ikke nogen situation eller noget tidspunkt på dagen, hvor jeg hellere vil have dem hver for sig. Børnene bruger mange timer sammen hver dag, både fordi vi har fravalgt vuggestue, børnehave og SFO, men også fordi de jo aldrig sidder på hvert deres værelse.

En anden grund til, at fællesværelser fungerer bedst herhjemme, er, at de fleste ting indgår i en stor fællespulje. Sådan på ægte hippiemanér. Ikke fordi min mand eller jeg har bestemt, at det skulle være sådan. Det har bare været helt naturligt. Der er meget få af børnenes ting, der er dine eller mine. Selv “baby”legetøjet kan faktisk sagtens bruges af de store. Det eneste jeg kan komme i tanke om, der for alvor er deres egne, er nogle notesbøger de tegner i, og nogle bamser de fik af deres moster. Men et par notesbøger og en enkelt bamse er ikke helt nok til at fylde et helt børneværelse ud, uanset hvor minimalistisk en æstetik man holder sig.

Det er ikke fordi, det altid er lutter idyl og lagkage. Vores børn kan sagtens blive uvenner eller have brug for at være lidt alene. Men jeg tror faktisk, at de er bedre til at aflæse hinanden, fordi de tilbringer rigtig meget tid sammen. Nu nævnte jeg godt nok tidligere, at vi ikke har haft en masterplan for, hvorfor børnene skulle dele værelser… Meeeen man skulle da være et skarn af en forældre, hvis man ikke håbede, at ens børn fik et sundt og stærkt forhold. Ikke fordi de skal gå igennem livet som synkronsvømmende, siamesiske tvillinger, der er ude af stand til at fungere hver for sig, men fordi de forhåbentlig får glæde af hinanden resten af livet. Og fordi de i den grad bliver formet i og lærer af de relationer, de har til hinanden. De lærer at gå på kompromis, at tage hensyn og hvordan de selv kan løse deres problemer. De lærer at dele og at passe godt på tingene. Og når de en dag får lyst til at have deres eget værelse, så får de selvfølgelig bare det. Men det har de ikke endnu. Og jeg nyder det.