Kvalitetstid og kvantitetstid

7 tips til at få flere bier i din have

bier have børn bidødBier i haven lyder måske som en stensikker opskrift på bistik og ødelagte grillaftener. Bier kan selvfølgelig stikke, men selvom min far er biavler og har i omegnen af 200.000 bier i sin have, så har hverken jeg, min mand eller børnene prøvet at blive stukket. Bier stikker nemlig ret sjældent. Hvepse derimod. De er biens modbydelige tvillingebror, der spreder stik og harme, hvor de færdes, og ødelægger den elskelige bis gode ry i processen. Det har min far i hvert fald overbevist mig om. Altså… Ham biavleren. Det er noget med, at bier kun spiser pollen, ikke syltetøj og grillpølser. Og med at de, modsat hvepse, lider en ret grum død, når de stikker. Under alle omstændigheder, kunne vi godt tænke os at få nogle fler bier i haven. Både for at cementere vores økohippie-status med en summende baggrundsmusik i haven og for at gøre noget godt for vores blomster og frugttræer. Vi fik for tre år siden have, men den slags tager en del tid at få styr på. Først måtte vi bruge et år på at, se hvad der overhovedet var i haven. Dernæst endnu et år på at finde ud af, hvor meget sådan en byhave egentlig skal trimmes og passes, når den forrige ejers roundup-rester er vasket ud af jorden. Og nu er vi så begyndt at se på, hvad vi kan gøre for at haven bliver vores egen, og passe lidt på bierne i samme omgang. Som med det meste kan jeg godt lide at gøre det til et familieprojekt, hvor vi også får børnene med. Både fordi de naturligt er med i mange af de ting, jeg laver. Og selvfølgelig også fordi jeg bare gerne vil være sammen med dem. Men også fordi jeg synes, at det er en meget konkret måde at lære om noget meget vigtigt. Sidste år kørte Ramasjang en programserie, der hed Ramasjang Redder Bierne, og den var begge vores store piger helt vilde med. Det var faktisk en rigtig fin måde at få dem engageret i miljøet på. Det giver en masse gode snakke med de to store, om verdenen omkring os, , med dyr, natur, økologi og miljø. Den slags projekter er også fine, fordi de er med til at give børnene en masse sunde sanseoplevelser, især når de står med fingrene i mulden. Og så var det bare virkelig kært, da vores dengang 3-årige datter lærte at sige biodiversitet.

7 havetips, der redder bierne

1. Plant mad til bierne

Man kan finde mange lange lister over, hvilke planter der er bedst for bierne. Og jeg har googlet nettet tyndt efter dem, blot for at konkludere, at der er ret mange gode biplanter derude. Bortset fra dobbelte asters. Det er åbenbart noget værre skidt, som bielskere (det er nu et ord) forbander langt væk. Selv regner jeg med at plante en række blomstrende planter, som jeg alligevel gerne vil have. Det er især krydderurter (timian, oregano, mynte og purløg), lidt grøntsager, bærbuske, kartofler og en masse blomster, især forskellige “engblandinger” med forskellige danske blomster. Især ærteblomster og enkelte asters skulle være gode. Og så har vi lavendel, der er lidt af en snyder for bierne. De er nemlig så vilde med den, at de bliver ved med at besøge den, selv når der ikke er mere bimad tilbage i dem. Vi har også store planer om æbletræer, men jeg er lidt usikker på, om vi når det. Hvis man har RIGTIG god plads, og vil være RIGTIG god ved bierne, kan man også plante pil, hvidkløver og raps, men det er nok de færreste, der vil lykkes med raps i en helt almindelig have.

2. Bier bryder sig ikke om at blive sultet

Så sørg for at have bimad sæsonen ud. 
Det er fint at have blomster, som bierne er glade for. Men det hjælper ikke det store kun at fodre på bierne en enkelt måned eller to om året. De er åbenbart sådan nogle lidt krævende typer, der også gerne vil spise lidt om foråret og efteråret. Min lokale biavler (det er altså igen min far) siger, at krokus er en rigtig god forårsblomst, og at snebær holder langt ind i efteråret. Og vi kan ret godt lide at plukke krokus og at hoppe på snebær, så det vil vi gå på udkig efter.

3. Undgå gift

Der er mange teorier om, hvorfor bierne er begyndt at uddø. Men de fleste er enige om, at det nok ikke er et komplet tilfælde, at biracer begyndte at forsvinde omkring det tispunkt, hvor vi begyndte at bruge sprøjtegifte. Enten fordi det direkte er med til at slå bierne ihjel, eller fordi det begrænser biodiversiteten. Så gå efter Ø-mærket når du køber ind – og frem med ukrudtsbrænderen eller knofedtet, hvis du vil af med ukrudtet i din have, og samtidig passe på bierne. Eller endnu bedre: Lad det stå.

4. Lad ukrudtet stå

Det nemmeste punkt på listen. Og derfor også det punkt på listen, som jeg har allerbedst tjek på. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg næsten er lidt af en ekspert på området. Det lyder måske lidt flippet, men det er faktisk ret effektivt. Meget af det vi anser for ukrudt, er bierne helt vilde med, for eksempel mælkebøtter og tidsler. Hvis man ikke har oceaner af engareal i sin baghave, og ikke er frisk på at lade haven gro helt til i ukrudt, kan man evt. overveje først at fjerne mælkebøtterne, når de har stået et par dage, eller at lave et særligt ukrudtsbed. Under alle omstændigheder har du nu en god undskyldning, for ikke at bruge sommeren på at luge i forhaven.

5. Vand
 bierne

Bier har brug for en masse vand. De fleste biavlere jeg kender, har en stor balje med vand og lecakugler i, så bierne kan få fat i vandet ud en at drukne. Vi er ikke helt så avancerede.. Men vi har et gammelt fuglebad, som børnene har fyldt op med sten i forskellige størrelser. Og det har fungeret fint. Altså. Når vi har husket at hælde nyt vand i.

6. Bo til vilde bier

Det er blevet ret populært, at have en masse forskellige insektbo i haven. Man kan også købe insektbo lavet specielt til vilde bier, men i år tror jeg, at vi skal prøve at lave det selv. Der findes flere forskellige metoder til at lave et bi-bo, og man kan bruge alt fra gamle mursten, til grene og bambus eller endda bare et bart stykke jord. De sidste er helt sikkert den nemmeste løsning, men selvom det som regel er det vi går efter i haveøjemed, så tror jeg ikke, at vi vil prioritere at bruge plads på det. I stedet blever det nok noget med bambus og rosengrene. Vi må se.

7. Støt din lokale biavler

Eller bliv selv biavler. De vilde bier er så truede, at de slet ikke kan klare opgaven alene. Det kræver en hel del at have bier, så det er ikke noget, vi har mod på lige foreløbig. Men man kan også støtte biavlen ved at købe sin honning fra en lille, lokal biavler. Hvilket i dit tilfælde nok ikke er min far. Så jeg er 93% sikker på, at jeg ikke behøver at markere det her blogindlæg som reklame.

Gør du noget for at passe på bierne i din have?

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Kvalitetstid og kvantitetstid