Bedre normeringer er nødvendigt, men ikke nok!

minimumsnormeringer

Vi har i mange år fortalt os selv at systemet fungerede. Det fortalte jeg også mig selv, at det gjorde. Både da jeg arbejdede som pædagogmedhjælpervikar, og da jeg som mor afleverede mine børn i vuggestue og børnehave. Forældre skal arbejde, for at samfundet kan løbe rundt – og travle, underbemandede institutioner er et livsvilkår. Eller hvordan?

Jeg har som en 19-årig, uerfaren pædagogmedhjælpervikar været alene med 12 vuggestuebørn det meste af en dag. De kendte mig ikke, og mange af dem var under et år. Jeg aner ikke, hvordan jeg fik dem trøstet eller skiftet. Jeg havde rutinemæssigt ansvar for to børnehavestuer sammen med én anden voksen, mens resten af de ansatte holdt pause. Det betød, at den ene af os holdt øje med hele legepladsen alene, mens den anden enten hjalp til på toilettet, skiftede ble eller hentede børn, der vågnede fra deres middagslur. Hvis der var travlt på toilettet eller puslebordet, kunne et grædende barn vente længe på at komme op. Det var ikke en rædselsinstitution. Det var en helt almindelig, populær institution i Gentofte. Den havde ry for at være god. På de to stuer jeg var oftest på, var der enten tre voksne til 10 vuggestuebørn eller 2 voksne til 15 børnehavebørn. Stuerne var bare konstant overbelagt i sådan en grad, at der ikke var stole nok til børnene. Og de voksne var sjældent til stede samtidig. De var til møde. De holdt ferie. De var syge. De gik ned med stress. De holdt en velfortjent pause. Eller de udfyldte dokumentation og læreplaner. Og jeg var oftest ikke kun en dårlig, uerfaren erstatning for en dygtig pædagog – jeg skulle tit erstatte flere voksne på én gang. Ellers hang budgettet ikke sammen.

Alligevel sendte jeg mine egne børn afsted i institution, da min første datter blev 15 måneder. Jeg havde trukket den så langt, jeg følte, at jeg kunne. Min datters legestue lukkede, der var ikke flere børn tilbage. Mine omgivelser havde i månedsvis antydet, at børnene havde brug for at komme afsted. På studiet vendte flere af mine undervisere øjne over, at jeg endnu ikke var vendt tilbage på fuld tid. Jeg ville blive smidt ud, hvis ikke jeg begyndte igen, og ingen ville kunne garantere, at jeg kunne blive optaget igen. Alle de år jeg havde brugt på min uddannelse, ville være spildt. Jeg ville på grund af SU- og uddannelsesloftet stå næsten uden muligheder for at tage en ny uddannelse. Så jeg afleverede hende. Og hendes søster efterfølgende. Men det føltes aldrig rigtigt. Ikke for mig. Så jeg turde næsten ikke have lade børnene være der i ydertimerne. Dvs. før 9 eller efter 12. For det var tydeligt for mig, at institutionerne kæmpede. De voksne var gode. Dygtige, søde, engagerede og fagligt kompetente. De var bare ikke nok. Og mine børn forsvandt i mængden. Så jeg tog dem helt hjem, så snart jeg øjnende muligheden for det. Efter 6 år som institutionsforælder.

Demonstration for minimumsnormeringer

Børn har brug for nok voksne for at kunne trives. Voksne de kender og voksne, der rent faktisk er til stede. Minimumsnormeringer har muligvis også sine ulemper, men de nuværende forhold er simpelthen så ringe, at der må gøres noget. Normeringerne skal blive bedre! De reelle normeringer. Hvor mange voksne der reelt er sammen med børnene. Ikke hvor mange voksne Danmarks Statistik og politikerne kan støve op, når de medregner dem, der er syge, på ferie, som holder pause, holder møde, er på kursus eller som har travlt med at dokumentere. Hvis vi skal have en chance for at forbedre daginstitutionerne, kræver det, at vi tager udgangspunkt i, hvor mange voksne der reelt er til stede – også i ydertimerne – i stedet for at gemme os bag et pseudo-tal.

I virkeligheden er vores børn blevet ofre for mange års massive besparelser og for en kultur, der har vægtet kontrol over indhold. Og det holder ikke. Der er simpelthen ikke voksne nok, til at tage sig af de helt basale omsorgsopgaver. Til dels fordi vi har troet, at vi år for år kunne skære i budgettet og presse normeringen, uden at det kunne mærkes. Til dels fordi vi har troet, at vi kunne pålægge pædagogerne flere og flere opgaver, uden at tiden ville gå fra børnene. Pædagogiske læreplaner. Kurser i digital dannelse. Projekter med fokusbørn, digitale platforme, daglige nyhedsbreve til forældrene og alskens tidsrøvere. Vi er blevet så fokuserede på, at børnehaven skal være skoleforberedende, og at vuggestuen skal være børnehaveforberedende, for at skolen kan blive optimalt arbejdsmarkedforberedende, at vi har glemt det vigtigste. Glemt hvem det egentlig er, vi er igang med at forme for at optimere fremtidens arbejdsmarked: Børn. Børn der har brug for leg. Fri, vild, udforskende leg, støttet af engagerede forældre eller pædagoger. Børn der har brug for at blive set, for at blive hørt og for at få et kram, når verdenen bliver for overvældende. Ikke for at opfylde læringsmål. Ikke for at deres forældre modtager et nyhedsbrev, hvor de fint kan læse, at Troldestuen har udviklet deres taktile kompetencer i sandkassen i dag. De har brug for børneleg og voksenkontakt!

Hvor skal pædagogerne komme fra? tænker du måske. Det er i hvert fald et argument, der tit bliver hevet frem i debatten. Hvis vi skal tilbage til samme normering, som det var i min barndoms vuggestue og børnehave, skal der ansættes 9.000 pædagoger. Sådan lyder argumentet. Men hvad hvis vi lod være? Hvad hvis vi beholdt præcis det samme antal pædagoger, men i stedet havde færre børn i institutionerne? Hvad hvis vi gav forældre bedre muligheder for at indrette sig anderledes end den efterhånden traditionelle 2 gange næsten-37-timer? Indrømmet, det kommer stadig til at koste penge. Det bliver dyrt at hæve normeringerne til et fornuftigt niveau. Det kommer i det hele taget til at koste penge at indrette et samfund, der tager hensyn til familier. Sådan er det desværre, når man i årevis ignorerer voksende problemer i stedet for at afsætte de nødvendige ressourcer. Men det er nødvendigt at gøre noget.

Familier er ikke ens

Børn har forskellige behov. Forældre har forskellige passioner og ambitioner. Ingen af os kan trives under helt ens vilkår. Der findes ikke én skabelon på det gode familieliv, som vi kan trække ned over hovedet på os alle. One size doesn’t fit all. Det virker så indlysende selvfølgeligt. Alligevel har har vi opbygget et samfund, hvor det er virkelig svært at indrette sig anderledes end normen som børnefamilie. På trods af at løsningen faktisk virker så enkel: Lad pengene følge barnet. Og støt familier i deres valg, også selvom de har valgt anderledes, end du selv har gjort.

Hjemmepasning er uden tvivl den bedste løsning for mig og min familie. Desværre er vores samfund slet ikke indrettet til, at børn bliver passet hjemme. Det er svært at få det til at hænge sammen økonomisk. Jeg støder tit på forældre, der gerne ville gå hjemme med deres børn, men som ikke har nogen reel mulighed for at gøre det uden at gå fra hus og hjem. Det er svært at finde legekammerater til børnene. De fleste offentlige legestuer er forbeholdt dagplejere, og de fleste private legestuer er ret dårligt besøgt, selvom der i alle byer jo er masser af barslende forældre. Der er både brug for en økonomisk og en kulturel ændring, hvis hjemmepasning skal blive en mulighed på lige fod med daginstitutioner.

Men hjemmepasning er heller ikke en løsning, der fungerer for alle. For nogle forældre vil det være en drøm, at gå hjemme med børnene. For andre vil det være en drøm at få mere plads til at give den gas på karrierestigen. For andre igen, vil drømmen ligge et sted imellem de to. Men vi har et utroligt ufleksibelt system, når det kommer til pasningen af vores børn.

Hvor ville det være skønt, hvis der var frit valg på alle hylder. Hvis pengene fulgte barnet. Hvis vi som forældre simpelthen fik et børnetilskud, som vi helt selv kunne vælge, om vi ville bruge på en kvalitetsbørnehave, en god dagplejer, en ung-i-huset, en privat sampasningsordning, en længere barsel, en barnepige, en hjemmegående forælder eller en passelysten bedsteforælder. Jeg kan ikke forestille mig, at det ikke ville gavne vores samfund.

Og hvor ville det være skønt, hvis vi skabte fleksibilitet på arbejdsmarkedet. Så alle kunne gå ned i tid, hvis de ønskede det. Så forældre og bedsteforældre fik bedre muligheder for at tage fri ved børnenes sygdom, uanset hvor mange dage det trak ud. Så selvstændige fik ret til at holde barsel. Så alle forældre fik ret til at arbejde under deres barsel. Så forældre fik mulighed for at flekse over karrieren – altså fik lov til at beholde deres løn, men arbejde mindre om ugen, mens børnene var små, for til gengæld at arbejde mere (eller gå ned i løn), når børnene blev større. Så dagplejere fik ret til at få tilskud til deres eget barn. Så alle forældre fik ret til pasning af barn i eget hjem-tilskudet, uden en 1-årig tidsbegrænsning og uden et forbud mod at have nogen anden indtægt. Og så forældre fik bedre muligheder for at planlægge deres barsel selv – uanset om de ville lade den ene tage det hele, dele den ligeligt, begge arbejde deltid samtidigt, eller om de ville give nogle måneder til en arbejdende bedsteforælder.

Så husk at dele budskabet om demonstrationen på lørdag. Men husk også, at der stadig er rigeligt at tage fat på efter på lørdag. Og at én demonstration ikke løser årtiers manglende prioritering af børn og deres familier. Det kræver mere. Og det er på tide, at vi kræver mere.

7 tips til at få flere bier i din have

bier have børn bidødBier i haven lyder måske som en stensikker opskrift på bistik og ødelagte grillaftener. Bier kan selvfølgelig stikke, men selvom min far er biavler og har i omegnen af 200.000 bier i sin have, så har hverken jeg, min mand eller børnene prøvet at blive stukket. Bier stikker nemlig ret sjældent. Hvepse derimod. De er biens modbydelige tvillingebror, der spreder stik og harme, hvor de færdes, og ødelægger den elskelige bis gode ry i processen. Det har min far i hvert fald overbevist mig om. Altså… Ham biavleren. Det er noget med, at bier kun spiser pollen, ikke syltetøj og grillpølser. Og med at de, modsat hvepse, lider en ret grum død, når de stikker. Under alle omstændigheder, kunne vi godt tænke os at få nogle fler bier i haven. Både for at cementere vores økohippie-status med en summende baggrundsmusik i haven og for at gøre noget godt for vores blomster og frugttræer. Vi fik for tre år siden have, men den slags tager en del tid at få styr på. Først måtte vi bruge et år på at, se hvad der overhovedet var i haven. Dernæst endnu et år på at finde ud af, hvor meget sådan en byhave egentlig skal trimmes og passes, når den forrige ejers roundup-rester er vasket ud af jorden. Og nu er vi så begyndt at se på, hvad vi kan gøre for at haven bliver vores egen, og passe lidt på bierne i samme omgang. Som med det meste kan jeg godt lide at gøre det til et familieprojekt, hvor vi også får børnene med. Både fordi de naturligt er med i mange af de ting, jeg laver. Og selvfølgelig også fordi jeg bare gerne vil være sammen med dem. Men også fordi jeg synes, at det er en meget konkret måde at lære om noget meget vigtigt. Sidste år kørte Ramasjang en programserie, der hed Ramasjang Redder Bierne, og den var begge vores store piger helt vilde med. Det var faktisk en rigtig fin måde at få dem engageret i miljøet på. Det giver en masse gode snakke med de to store, om verdenen omkring os, , med dyr, natur, økologi og miljø. Den slags projekter er også fine, fordi de er med til at give børnene en masse sunde sanseoplevelser, især når de står med fingrene i mulden. Og så var det bare virkelig kært, da vores dengang 3-årige datter lærte at sige biodiversitet.

7 havetips, der redder bierne

1. Plant mad til bierne

Man kan finde mange lange lister over, hvilke planter der er bedst for bierne. Og jeg har googlet nettet tyndt efter dem, blot for at konkludere, at der er ret mange gode biplanter derude. Bortset fra dobbelte asters. Det er åbenbart noget værre skidt, som bielskere (det er nu et ord) forbander langt væk. Selv regner jeg med at plante en række blomstrende planter, som jeg alligevel gerne vil have. Det er især krydderurter (timian, oregano, mynte og purløg), lidt grøntsager, bærbuske, kartofler og en masse blomster, især forskellige “engblandinger” med forskellige danske blomster. Især ærteblomster og enkelte asters skulle være gode. Og så har vi lavendel, der er lidt af en snyder for bierne. De er nemlig så vilde med den, at de bliver ved med at besøge den, selv når der ikke er mere bimad tilbage i dem. Vi har også store planer om æbletræer, men jeg er lidt usikker på, om vi når det. Hvis man har RIGTIG god plads, og vil være RIGTIG god ved bierne, kan man også plante pil, hvidkløver og raps, men det er nok de færreste, der vil lykkes med raps i en helt almindelig have.

2. Bier bryder sig ikke om at blive sultet

Så sørg for at have bimad sæsonen ud. 
Det er fint at have blomster, som bierne er glade for. Men det hjælper ikke det store kun at fodre på bierne en enkelt måned eller to om året. De er åbenbart sådan nogle lidt krævende typer, der også gerne vil spise lidt om foråret og efteråret. Min lokale biavler (det er altså igen min far) siger, at krokus er en rigtig god forårsblomst, og at snebær holder langt ind i efteråret. Og vi kan ret godt lide at plukke krokus og at hoppe på snebær, så det vil vi gå på udkig efter.

3. Undgå gift

Der er mange teorier om, hvorfor bierne er begyndt at uddø. Men de fleste er enige om, at det nok ikke er et komplet tilfælde, at biracer begyndte at forsvinde omkring det tispunkt, hvor vi begyndte at bruge sprøjtegifte. Enten fordi det direkte er med til at slå bierne ihjel, eller fordi det begrænser biodiversiteten. Så gå efter Ø-mærket når du køber ind – og frem med ukrudtsbrænderen eller knofedtet, hvis du vil af med ukrudtet i din have, og samtidig passe på bierne. Eller endnu bedre: Lad det stå.

4. Lad ukrudtet stå

Det nemmeste punkt på listen. Og derfor også det punkt på listen, som jeg har allerbedst tjek på. Jeg vil gå så langt som til at sige, at jeg næsten er lidt af en ekspert på området. Det lyder måske lidt flippet, men det er faktisk ret effektivt. Meget af det vi anser for ukrudt, er bierne helt vilde med, for eksempel mælkebøtter og tidsler. Hvis man ikke har oceaner af engareal i sin baghave, og ikke er frisk på at lade haven gro helt til i ukrudt, kan man evt. overveje først at fjerne mælkebøtterne, når de har stået et par dage, eller at lave et særligt ukrudtsbed. Under alle omstændigheder har du nu en god undskyldning, for ikke at bruge sommeren på at luge i forhaven.

5. Vand
 bierne

Bier har brug for en masse vand. De fleste biavlere jeg kender, har en stor balje med vand og lecakugler i, så bierne kan få fat i vandet ud en at drukne. Vi er ikke helt så avancerede.. Men vi har et gammelt fuglebad, som børnene har fyldt op med sten i forskellige størrelser. Og det har fungeret fint. Altså. Når vi har husket at hælde nyt vand i.

6. Bo til vilde bier

Det er blevet ret populært, at have en masse forskellige insektbo i haven. Man kan også købe insektbo lavet specielt til vilde bier, men i år tror jeg, at vi skal prøve at lave det selv. Der findes flere forskellige metoder til at lave et bi-bo, og man kan bruge alt fra gamle mursten, til grene og bambus eller endda bare et bart stykke jord. De sidste er helt sikkert den nemmeste løsning, men selvom det som regel er det vi går efter i haveøjemed, så tror jeg ikke, at vi vil prioritere at bruge plads på det. I stedet blever det nok noget med bambus og rosengrene. Vi må se.

7. Støt din lokale biavler

Eller bliv selv biavler. De vilde bier er så truede, at de slet ikke kan klare opgaven alene. Det kræver en hel del at have bier, så det er ikke noget, vi har mod på lige foreløbig. Men man kan også støtte biavlen ved at købe sin honning fra en lille, lokal biavler. Hvilket i dit tilfælde nok ikke er min far. Så jeg er 93% sikker på, at jeg ikke behøver at markere det her blogindlæg som reklame.

Gør du noget for at passe på bierne i din have?

Kvalitetstid og kvantitetstid

Kvalitetstid kvantitetstid børn blogKvalitetstid lyder jo egentlig som noget ubetinget godt. Hvem vil ikke gerne have at vores tid – og især den tid vi har sammen med vores børn – er af den bedst mulige kvalitet? Det giver jo god mening, at købe kvalitetsting der holder længere, købe kvalitetsmad der er sundere, og gå i kvalitetstøj der er produceret under ordentlige forhold. Så giver det ikke også mening at fokusere på, at den tid man tilbringer sammen med sine børn, er tid hvor de får éns fulde opmærksomhed? Et slag ludo efter aftensmaden. En tur i Zoologisk Have i weekenden. En Charterrejse med all inclusive i vinterferien. Er de ting ikke mere værd end ufokuseret, ineffektiv tid, hvor man bare er sammen? Nej, det tror jeg faktisk ikke.

Det er ikke fordi, der er noget galt med kvalitetstid. I hvert fald ikke hvis man forstår kvalitetstid som tid, hvor vi hygger os sammen som familie, mens vi lukker pligter, iPhones og resten af verdenen lidt ude. Det tror jeg er både sundt, godt og helt igennem nødvendigt. Jeg tror bare ikke, at det er nok… Vi har en familiekultur, hvor kvalitetstid er blevet ophævet som løsningen på alt. En magisk anordning, hvor man kan rette op på en hel dag fyldt med adskillelse, skærme og stress ved at presse kvalitetstid ind i det næste kalenderhul, uanset om det udgøres af 20 minutter samme aften eller af 3 dage i den næste skoleferie. Når bare vi får kvalitetstid sammen, så går det nok.

Kvalitetstid som familie-management

Kvalitetstid er derfor faktisk blevet et lidt ubehageligt ord for mig. Det er ikke fordi, jeg aldrig selv bruger det, for det gør jeg faktisk en del. Alligevel står det for mig som en ikke tilstrækkelig god undskyldning for at glemme, hvad der er vigtigt, for at få familielivet til at fungere. Et ord vi bruger, når vi i virkeligheden ikke har nok tid sammen med vores børn. Det tager tid at opbygge og vedligeholde relationer. Især relationer til børn. Det er et problem, for vi lever i en tid, hvor vi har meget lidt tid sammen med vores børn. Et samfund hvor de fleste er mindst sammen med deres børn, når børnene har mest brug for det. Og samtidig lever vi i en tid, hvor de fleste forældre går rigtig meget op i at være gode forældre. Derfor forestiller vi os, at vi kan komprimere og intensivere tiden til en lille, kompakt kasse, der let kan mases ind i vores overpakkede kalender. Som et forsøg på at løse et reelt problem ved at bruge management-strategier fra arbejdslivet på samværet i familien. Det virker bare ikke. I hvert fald ikke for mig. Og jeg tror ikke, at der er ret mange familier, der i længden kan trives på den plads, der er tilbage i kalenderen, når alle andre har fået først. Det er ikke fordi vi allesammen nødvendigvis skal gå hjemme med børnene, familier er nu engang forskellige. Men jeg synes, at det er vigtigt at tænke over, hvornår vi bruger ordet kvalitetstid. Er det når vi gør noget ekstra ud af vores tid, eller er det, når vi ikke har nok af den? Selvom intentionen bag ordet jo er at skabe gyldne øjeblikke, så tror jeg ikke helt, at det lykkes for os. Oplevelserne der former os som familie og som børnene kan huske mange år frem er ikke nødvendigvis dem, som vi har planlagt som kvalitetstid. Det kan godt være, at børnene vil huske den dyre ferie eller parken med alle rutsjebanerne. Det er både sjovt og spændende med den slags oplevelser. Men det er ikke de oplevelser, der sikrer at vores relationer til vores børn er sunde og stærke. Der skal mere til.

Kvantitetstid er mindst lige så vigtigt som kvalitetstid

Når jeg kigger tilbage på min barndom, er det ikke turene til zoologisk have, jeg husker bedst. De har sikkert også været gode, men mine bedste barndomsminder består af hverdagssituationer. Mine forældre der læser historier for mig, før min mor synger en godnatsang. Den stærke lugt af maling, mens min far viser mig, hvordan jeg skal male huset. Mig som laver gymnastik sammen med min mor på stuegulvet til et program i radioen. Bolledejen der klistrer sig til fingrene, og min mor der nulrer dejen af med mel. Et vitrineskab på min fars kontor hvis ruder han havde givet mig lov til at tegne på med en rød glarmesterblyant, mens han klikkede løs på computerens tastatur. Min mormors stemme da hun beder mig om at lave en god madpakke, fordi vi sammen med Dukke Fie og Frederik Sengemus skal rejse til Qatar, en varm garderobe i den anden ende af huset. Det er situationer, hvor mine nærmeste voksne har givet mig plads og nærvær. Men det er ikke situationer, der har været planlagt flere uger i forvejen, for så at skulle passe ind i et tæt pakket program i uge 7. Det er hverdagssituationer. Og ofte ting som jeg har gjort masser af gange som barn. Det er oplevelser, der stammer fra kvantitetstid.

Men hvad er så kvantitetstid? Er det ikke bare tid, som ikke har en god nok kvalitet? Næ. Kvantitetstid er tid, man ikke behøver at være nærig med. Tid til at inddrage børnene i opvasken, madlavningen og hvad vi voksne ellers laver i de timer, hvor vi har mulighed for at være sammen med vores børn. Også selvom det tager lidt længere tid. Kvantitetstid er også tid til at gå i dybden. Til at komme til bunds i, hvorfor – og ikke kun hvordan – Yrsa blev uvenner med Abelone. Og til at arbejde med de problemer, der måtte ligge bag. Men først og fremmest er kvantitetstid tid til at lære hinanden rigtig godt at kende. Tid til at se tingene fra barnets perspektiv og til at forklare dem fra de voksnes perspektiv. Nogle gange er kvantitetstid også bare at gå rundt i nattøj og kede sig. Uden frygt for at spilde formiddagen på kedsomhed. For lige pludselig spirer legen mellem børnene frem eller børnene bliver interesserede i at luge sammen med de voksne i haven. Gode relationer tager tid at udvikle. Kvalitetsrelationer kræver mere end en smule kvalitetstid her og der.

Det kan være fint at tale om kvalitet, så længe vi også husker kvantiteten. At spille et brætspil om aftenen med børnene eller at slukke for mobiltelefonen i weekenden er kvalitetstid, som jeg i den grad synes, vi bør huske på. En ferie hvor vi virkelig er sammen med vores børn på deres præmisser, er også en virkelig god idé. Så længe vi sikrer os, at det reelt er på børnenes præmisser. Og på de voksnes præmisser for den sags skyld. For det kan så let blive et glansbillede af det ideelle familieliv, der er styrende for vores måde at være familie på. Reklamerne der viser glade børn, der leger i sandet på Gran Canaria eller jubler i en vandrutchebane. Kvalitetstid er oftest dyrekøbt tid. Der er ingen reklamer for at frikøbe tid sammen med børnene. Eller for at gemme en del de dyre oplevelser til børnene er større eller flyttet hjemmefra. Og reklamerne for vaskepulver eller opvasketabs viser aldrig den 3-åriges glæde ved at trykke på knapperne og sætte maskinen i gang. Kvantitetstiden er ikke glamourøs nok til at komme med i reklamerne. Men der skal tid til at lære sine børn at kende. Også kvalitetstid en gang imellem. Så længe vi ikke tror, at kvalitetstiden kan erstatte kvantitetstiden. At vi ikke kan komprimere og intensivere de vigtigste dele af livet. For der tror jeg, at man tager fejl.

Prøver du også at leve langsomt?

Amning og ammestop

amningJeg har altid følt, at jeg var virkelig priviligeret, fordi jeg kunne amme mine børn. Det er ikke fordi, det altid har været let for mig. Faktisk tror jeg, at jeg har været de fleste ammeproblemer igennem: Fra dårlig ammeteknik og for lidt mælk, til for meget mælk og brystbetændelse. Men netop fordi jeg ved, hvor svært det kan være at få amningen til at fungere, er jeg vildt taknemmelig for, at det er lykkedes.

I dag er der rigtig mange mødre, der ikke ammer. Og rigtig mange af dem er kede af, at de ikke gør det. På den ene side er vi enormt heldige, at vi lever i en tid, hvor modermælkserstatning er en mulighed, når amningen slet ikke kan fungere. Jeg er fuldstædig overbevist om, at det har reddet rigtig mange børn. På den anden side lever vi netop også i en tid, hvor modermælkserstatningen både i konkret og overført betydning bliver hevet ud af skabet, så snart det mindste problem opstår. Og det er ikke nødvendigvis forældrene, der tager initiativet. Jeg har til tider måtte kæmpe en hel del for at få amningen til at fungere. Især her tredje gang var der en del at bøvle med. Både sundhedsplejerske, læge og sågar fjernt bekendte har spurgt, om det ikke kunne være en idé at give en flaske. Ikke fordi det var nødvendigt, men bare fordi det var lidt lettere. Det har hver gang gjort mig lidt gal. For hvis de har rådet mig til at at opgive amningen uden nogen særlig grund, så har de sikkert også rådet en hel del andre til det samme. Og det er altså en skam, hvis det ikke er nødvendigt.

Amning som syndebuk

For det er hårdt nok at blive mor. At stå med et lille nyt barn i armene, velvidende at det lille menneskes overlevelse er fuldstændig i ens hænder. Det er en overvældende oplevelse, for at sige det mildt. Det er for de fleste mødre en periode fyldt med usikkerhed og tvivl. Og det er en periode, hvor man naturligvis stoler på de råd man får af sine omgivelser. Derfor er det ekstra synd, hvis de råd ikke er gode nok. Da min sundhedsplejerske ved min tredje barn luftede tanken om at gå over til modermælkserstatning, stod jeg fast. Jeg ville amme. Men jeg følte nærmest, at jeg skulle argumentere for min sag. Selvom min datter var i glad, tilfreds og i fin trivsel, var sundhedsplejersken nemlig i tvivl om, hvorvidt hun fik nok mad. Og i stedet for at komme med gode råd til amningen, blev modermælkserstatning straks foreslået. Det har i øvrigt tilfældet ved flere lejligheder, med alle mine tre børn. Uanset om de har sovet for meget, for lidt, spist for meget eller for lidt, uanset hvordan de har ligget på deres kurver… Så snart der var et “problem”, og jeg opfattede det selv sjældent som reelle problemer, foreslog sundhedsplejesker og læger med få undtagelser, om ikke amningen nok var årsagen… Hvilket er fuldstændigt vanvittigt. Vi ved i dag, hvor sundt amning er. Der er virkelig mange fysiske såvel som psykologiske grunde til at amme. Det ved de fleste mødre godt, og for langt de fleste mødre jeg har talt med, har været kede af at de måtte opgive amningen. Det har været et valg, der ofte har været truffet ud af desperation, som følge af dårlig rådgivning eller af ren og skær udmattelse. Et valg der er truffet med et stik i hjertet eller en knude i maven, fordi der ikke har været den nødvendige støtte og hjælp, som mor og barn har haft brug for. Derfor føler jeg mig priviligeret og taknemmelig for at kunne amme mine børn. Både fordi det rent fysisk har været muligt for mig, men især fordi jeg har fået den hjælp og støtte, som jeg havde brug for. Men jeg har ikke fået den der, hvor mange kvinder søger den – hos mine jordemødre, mine sundhedsplejersker, mine mødregrupper eller mine praktiserende læger. Der har stort set ingen hjælp været at hente der. Tværtimod har jeg fået rigeligt med dårlige ammeråd og opfordringer til at gå over til flaske, selvom det bestemt ikke var nødvendigt. Det synes jeg faktisk ikke, at vi som samfund kan være bekendt.

Støtte til amning

Der hvor jeg har fået støtte til at amme har været helt andre steder. Først og fremmest i min familie. Min mand har hele tiden støttet mig i at amme. Og det har nok egentlig været den vigtigste faktor. Han har smidt, hvad han havde i hænderne for at hente vand og snacks til mig, når jeg sad og ammede. Eller en skærm med Netflix, hvis det var en af de dage. Han har stået for en stor del af de andre praktiske ting, der er omkring en baby, og skifter f.eks. flere bleer end jeg gør, selvom jeg går hjemme. Men den største hjælp, har nok faktisk været, at han har støttet mig overfor omverdenen. Hvilket jo egentlig er ret tankevækkende. Men det har været ubeskriveligt vigtigt at have én, der var helt lige så forarget, som jeg selv var, hvis jeg blev mødt af negative reaktioner, når jeg ammede offentligt. Eller som der straks afviste de mange velmenende mennesker, der foreslog, om vi ikke skulle prøve med tidlig skemad, tidligt ammestop, sov-igennem-teknikker eller aftenpasning. Jeg har også været heldig at have en mor, der selv langtidsammede mig og min søster. Og som jeg stadig ringer til for at rase ud, når der er det mindste problem med amningen. Hvis jeg havde brug for praktisk hjælp til amningen, har jeg let kunne finde svaret på ammenet.dk og i bøger som f.eks. amning med ESA. Og hvis det havde brændt helt på, havde jeg opsøgt en ammevejleder. Men det vigtigste har faktisk været, at jeg ikke følte mig alene om at synes, at det var vigtigt og værdifuldt at amme.

Selvom det lyder som en slidt kliché, så mener jeg virkelig, at hver familie må finde frem til, hvad der fungerer for lige netop dem. For os fungerer amning bare. Og det fungerer i relativt lang tid. For mig har det været vigtigt at amme mine børn i mindst 2 år. WHO anbefaler amning i de første 2 år, på grund af en lang række sundhedsmæssige fordele for mor og barn. Det styrker barnets immunforsvar, nedsætter risikoen for en lang række sygdomme og giver en sund, normal vækst. Men for mig har de psykologiske aspekter vejet helt lige så tungt. Mine børn har alle tre haft brug for den tryghed, som amning har givet dem. Og jeg har haft brug for de rolige stunder, til at have min opmærksomhed rettet helt mod dem og øjeblikket.

Efter Lille A er blevet 1 år, er folk begyndt at spørge om jeg stadig ammer. Eller… Det spørger omkring halvdelen af de nysgerrige om. Den anden halvdel spørger, om vi ikke “snart er færdige med det pjat” eller konstaterer at jeg da “selvfølgelig ikke skal amme det store barn længere”. Begge mine store piger er blevet ammet, til de var omkring 2 år. PePe stoppede med at blive ammet en månedstid før hun fyldte 2 år, da hun mistede interessen efter en periode, hvor vi begge var syge. Ella blev ammet til hun var 2 år og 5 måneder. Her skulle jeg en aften interviewe et forældrepar i forbindelse med mit speciale, og min mand puttede derfor begge børnene. Og det var ligesom det. De efterfølgende aftener ville Ella gerne puttes uden at blive ammet først. Denne gang regner jeg stærkt med at have et lignende ammestop, hvor Lille A vælger amningen fra. Om det bliver fuldstændigt på eget initiativ, eller om det som med de store piger bliver en kombination af parathed og andre omstændigheder, gør mig egentlig ikke så meget. Men hun bliver ammet så længe hun har lyst til det og behov for det.

 

Hvad synes du om amme-kulturen i Danmark? Er den god nok?

7 ting efter at have set “Hvem passer vores børn?”

Som så mange andre så jeg DR-dokumentaren “Hvem passer vores børn?”. Og det bør du også. Den ligger lige her på dr.dk, hvor den kan streames kvit og frit. Og det bør man gøre, for den er ret god. Selvom der ikke var noget, der som sådan overraskede mig i dokumentaren, har der alligevel været en del tanker der har rumsteret rundt her i dagene efter jeg har set den. Og sørme om jeg ikke har skrevet 7 af dem ned:

  1. Kan vi klare os med en markant dårligere normering i dag end i 1990?
    Det er jo ikke fordi, at børn har gennemgået en teknologisk revolution i mellemtiden. Eller bliver født væsentligt mere velopdragne i dag, end de gjorde for 30 år siden. Til gengæld er børnehavebørnene blevet yngre, der er kommet flere børn med diagnoser i almindelige børnehaver, og pædagogernes papirarbejde er blevet mere omfattende. Det virker åbenlyst, at børnene ikke kan klare sig med færre pædagoger end tidligere. Spørgsmålet er nok snarere, hvorfor vi så som samfund tillader det?
  2. Ved vi ikke godt, at forholdene er for dårlige?
    Det er jo ikke den første kampagne. Det er ikke længe siden, at der for eksempel kørte en kampagne på de sociale medier under #minnormering. Jeg er efterhånden også stødt på en hel del artikler om emnet. Alligevel sker der ikke noget. Alligevel er der partier i Danmark, der IKKE kører valgkamp på at højne normeringerne og forbedre mulighederne for hjemmepasning. Ligesom faren i slutningen af dokumentaren konstaterer vi apatisk, at sådan er det jo bare.
  3. Hvordan ville jeg have det, hvis jeg havde set den for 2 år siden?
    Jeg er faktisk i tvivl. Jeg er helt oprigtigt i tvivl om, hvorvidt jeg havde raset og tudet, indtil min mand eller jeg selv havde fundet en måde, hvorpå vi selv kunne passe børnene. Eller om jeg havde fundet på mere eller mindre gode undskyldninger for, hvorfor virkeligheden ikke så helt så dyster ud i lige netop vores institution. Men det gjorde den. Selvfølgelig gjorde den det. Ikke fordi pædagogerne ikke arbejdede hårdt nok eller var dygtige og empatiske nok. Men fordi der ikke var nok af dem.
  4. Hvorfor startede mine to ældste i vuggestue?
    Det korte svar er, fordi det var det eneste, jeg kendte. Hjemmegående husmødre var et fjernt koncept. Frustrerede karikaturer i amerikanske film. Nydelige damer fra 1950’erne med skørter og forklæder. At mine egne bedstemødre havde gået hjemme, var på en eller anden måde ikke blevet en del af min familiefortælling. Jeg vidste det godt, men jeg anede egenlig ikke, hvorfor eller hvordan. Da jeg gruede for at aflevere børnene og da jeg hadede at køre dem ind, var der ikke én i min omgangskreds, der stillede spørgsmålstegn ved nødvendigheden af at aflevere dem i institution. Det var en selvfølgelighed.
  5. Hvorfor havde jeg svært ved at tage dem ud?
    Fordi de selv gerne ville i børnehave. Og hvis de ikke ville, så kom de det heller ikke. Efterhånden fik vores datter så mange hjemmedage og så få børnehavedage, at det ikke længere gav mening. Men jeg er glad for, at vi ikke bare hev hende ud af børnehaven fra den ene dag til den anden. Hun kan også stadigvæk konstatere, at hun gerne vil i børnehave, når vi kører forbi den med bussen. Hun er ikke ked af det, og hun vil hellere i legestue, men hun kunne egentlig godt tænke sig at kigge forbi. For der er søde venner og voksne der, som hun har knyttet sig til. Vennerne ser hun selvfølgelig stadigvæk, når vi arrangerer legeaftaler.
  6. Hvad så hvis forholdene var bedre?
    Hvis normeringerne var gode, hvis pædagogikken var perfekt, hvis maden var sund og nærende og hvis og hvis og hvis. Hvad så? Ville jeg have lyst til at sende mine børn i institution? Nej. Det ville jeg ikke. Jeg vil til enhver tid tale for bedre forhold i daginstitutionerne. For det synes jeg, at børnene fortjener. Men jeg har ikke selv lyst til at aflevere mine børn i vuggestue eller børnehave igen. Jeg kan selvfølgelig blive klogere. Eller vores behov kan ændre sig. Men når jeg stiller mig selv spørgsmålet i dag, står jeg tilbage med en følelse af meningsløshed. En følelse af at meningen er at være lige her, hvor mine børn er. Så længe som de har brug for det.
  7. Tror jeg på, at forholdene bliver bedre?
    Nej. Jeg tror desværre ikke, at forholdene i danske institutioner bliver markant bedre. Det ville virkelig kræve, at dansk politik tog en drejning i en helt uset retning. For selvom vi konstant får at vide, at “det går godt”, og at “dansk økonomi kører derudaf”, så skal vi også hele tiden spare. Effektivisere, gå senere på pension, komme hurtigere igennem uddannelserne, komme hurtigere i arbejde, løbe hurtigere og på en eller anden måde undgå at blive kørt helt ned i processen. Eller at stå af. For det oplever jeg også, at der er en del, der begynder at gøre. Måske det er ønsketænkning fra min side. Men hvor vil jeg ønske, at det er mere end det. At vi får sagt fra på vores egne og vores børns vegne. For hvem lytter til vores børn?