7 ting mine børn ikke har behov for for

Inden da, så er man jo bare, del 1.

Før jeg blev gravid med Lille A, skrev jeg speciale i Pædagogik om forældreskab. Jeg arbejdede med det i næsten et år, fordi jeg først lavede et projekt, der blev til en slags forarbejde for specialet, og derefter skrev selve specialet. For et par dage siden fandt jeg det frem igen, og det er ret sjovt at genlæse. Til dels fordi jeg stadig i dag kan mærke alle de modstridende følelser, jeg havde som specialestuderende: Præstationsangst. Stolthed. Savn, når jeg kunne høre børnene lege med deres far. Lykke over at kunne give dem korte institutionsdage. Skriveblokade. Fuldstændig fordybelse og opslugthed.

Jeg har det ambivalent med det meste. Det er nok derfor, at jeg aldrig været særlig god til at træffe beslutninger. Jeg kan dårligt nok bestille en pizza. Jeg vil både have kebabpizzaen og vegetarianaen. Og sådan et pitabrød med karryfyld. Og nogle nachos. Og godt med fritter. Men jeg er kun lidt sulten, så måske en salat? Jeg skal helst have bestillingssedlen en times tid før, hvis nogen i forsamlingen vil have pizza til tiden.

Jeg havde det lidt på samme måde med at skrive speciale. Jeg ville alt på en gang. Jeg ville skrive om forældre og børn. Men jeg ville også skrive om daginstitutioner, opdragelsesbøger, sundhedsplejesker, bedsteforældre og madvaner. Så jeg endte selvfølgelig med at skrive om det hele. Specialet tog udgangspunkt i, hvordan fire vidt forskellige forældrepar var forældre, og hvorfor de var forældre på den måde. Hvad havde de det godt med, og hvad havde de det skidt med? Hvilke gode og dårlige forældre kendte de? Hvad var vigtigt for dem? Hvordan havde det ændret dem at blive forældre? 

“Inden da, så er man jo bare.”

Sådan beskrev en af fædrene tiden før han fik børn. Det endte med at blive titlen på specialet. Eller, specialer skal helst have lidt lange og mystiske titler, så specialet kom til at hedde: “Inden da, så er man jo bare. Afgræsninger af det legitime forældreskab.” Men jeg syntes, at citatet var så rammende for, hvordan det kan føles at blive forælder. Som om livet før barnet bare var fuld af ulidelig lethed. Soven længe og dasen i sofaen. Men også at livet set i bakspejlet kan virke helt meningsløst. Det var det naturligvis ikke. Jeg havde arbejde, venner, studie og en sød kæreste. Men når jeg ser tilbage, aner jeg ikke, hvad jeg fik dagene til at gå med. Eller hvordan jeg fandt mening med livet. Jeg kan ikke engang forestille mig at sove en hel nat – uden at skulle andet end at sove. 

På en aften som i aften, hvor jeg er syg og har feber, har jeg egentlig bare lyst til se Kender Du Typen. Uden samtidig at prøve at putte tre børn, der netop i aften er vågne på skift. På sådan en aften, virker tiden før børn virker dejligt ukompliceret. Som en tid med plads til at blive længe oppe og bagefter sove 10 timer i træk. Men så hører jeg et lille grynt, fra et sovende barn ved siden af mig. Og så har jeg slet ikke lyst til bare at være. Så virker livet helt ubegribeligt værdifuldt, netop fordi jeg ikke bare kan være. Fordi der er nogen der har brug for mig. Og det er lige netop det, mit speciale handler om. Om hvordan man griber det an. At være så nødvendig for et lille menneske. Eller tre. 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

7 ting mine børn ikke har behov for for