Hvis man vælger at blive hjemmegående mor, bliver man udsat for lidt af hvert på fordomsfronten. Det gør man i den grad også som hjemmegående barn over 1 år. Mange synes heldigvis, at det er rigtig skønt, at jeg har muligheden for at tilbringe så meget tid sammen med børnene… I de første dyrebare år. Dem man altid bliver advaret om, går alt for hurtigt. Men så er der de andre. Dem der mener, at man ikke kan blive stimuleret nok udenfor børnehaven. Måske de tror, at hjemmegående faktisk kun går rundt derhjemme? Tuller rundt fra morgen til aften bag nedrullede gardiner uden at se solens lys? På fredag er det officielt Ellas første dag som hjemmeunge, da hun er...

Før jeg blev gravid med Lille A, skrev jeg speciale i Pædagogik om forældreskab. Jeg arbejdede med det i næsten et år, fordi jeg først lavede et projekt, der blev til en slags forarbejde for specialet, og derefter skrev selve specialet. For et par dage siden fandt jeg det frem igen, og det er ret sjovt at genlæse. Til dels fordi jeg stadig i dag kan mærke alle de modstridende følelser, jeg havde som specialestuderende: Præstationsangst. Stolthed. Savn, når jeg kunne høre børnene lege med deres far. Lykke over at kunne give dem korte institutionsdage. Skriveblokade. Fuldstændig fordybelse og opslugthed. Jeg har det ambivalent med det meste. Det er nok derfor, at jeg aldrig været særlig god til at træffe...

I dag cyklede pigerne og jeg ned på vores lokale bibliotek, hvor der var arrangeret højtlæsning, boller og kakao. Jeg læser hver dag for Ella. Vi bager næsten også hver dag. Og kakao er heller ikke en sjældenhed som sådan. Alligevel syntes hun, at det var noget af det mest spændende og hyggelige, vi nogensinde havde lavet. “Det var altså endnu sjovere end Tivoli, mor!” udbrød hun begejstret, da vi forlod biblioteket. Det fik mig til at tænke på, hvor ofte vi egentlig tillægger vores børn behov, som de ikke har. Onsdagens liste er derfor en liste over behov, som børn helt selvfølgeligt forventes at have, men som mine børn aldrig eller kun virkelig sjældent har haft et reelt behov...

Denne weekend startede vi med at tage ind til byen for at fejre min mands bror. Han har lige været i Brasilien for at blive udnævnt som Mestre de Capoeira i Grupo Senzala. Hvilket kort fortalt betyder, at han er rimeligt awesome. Vi tog derfor til Formatura på hans Capoeira-skole. Hvilket kort fortalt betyder, at vi fik set ham træne, og fik fejret ham med taler, bobler og kage. Med bobler mener jeg selvfølgelig sodavand. For mit vedkommende i hvert fald. Jeg udnyttede til gengæld chancen for at fejre ham med kagespisning til fulde. Det er faktisk den måde, jeg fejrer folk bedst på. Børnene havde en skøn aften. De dansede til musikken, efterlignede med blandet succes sparkene og efterlignede...

Det er det her kort og godt en liste over. Eller i hvert fald de næste 10 ikke-skønlitterære bøger, som jeg vil læse. Jeg har efterhånden snakket en del om, at jeg i år ville forsøge at få læst lidt mere. Eller i hvert fald få læst lidt mere effektivt. For siden jeg skrev speciale har jeg kun læst to typer bøger… Den type der står lettest tilgængeligt i bogreolen. Og den type der skal afleveres om tre dage på biblioteket, og som jeg derfor kun når at læse et par kapitler af. Og det er jo sådan set fint nok. Børnene er små, og de her år kommer aldrig igen. Alligevel generer det mig lidt. At læse har altid...