Julestress

Jeg burde måske ikke blive stresset. På papiret altså. Jeg går hjemme. Vores dage er langsomme og hyggelige. Vi giver os tid. Min mand kan komme tidligt hjem og arbejde hjemmefra om eftermiddagen. Vores liv er stort set, som vi helst vil have det. Alligevel skal der næsten ingenting til, før jeg bliver stresset. Det er et levn fra en af mine graviditeter, hvor jeg var overbevist om, at jeg både kunne klare arbejde, studie og en voldsom graviditetskvalme uden at ændre min hverdag det mindste. Det kunne jeg ikke. Og selvom jeg ikke længere er stresset som sådan, skal der ikke så meget til, før stressen pibler frem igen. 

Det starter som en prikken i fingrene: Jeg har ikke trukket vejret ordenligt. Jeg trækker vejret ind, mens jeg tæller til ti. Holder det mens jeg tæller til ti. Puster det langsomt ud, mens jeg prøver at strække luften helt til ti. Så holder jeg vejret igen, halvblå i hovedet, imens jeg hurtigt tæller til ti. Jeg gentager, igen og igen. Det føles godt. Som om jeg har opnået noget. Noget jeg virkelig bør rose mig selv for. Min baby kigger på mig med et stort grin. Jeg fornemmer ironien i, at hun har kunne trække vejret helt uden at tælle seksten gange til ti. Og helt uden at komme til at ligne en smølf. Jeg ender alligevel med at belønne mig selv med et stykke chokolade for indsatsen. Dyyyygtig.

Jeg elsker julen. Og jeg elsker hele adventsmåneden op til. Ikke bare på den voksne måde, hvor man synes, at det er hyggeligt at se familien og dejligt at have fri. Men på barnemåden hvor man skråler julesange i badet, prøver at klemme lidt på pakkerne og får julelykkelig kriblen-i-maven, ved tanken om de gaver, børnene skal have juleaften. Okay, den sidste er måske lidt voksen-julet… Men jeg er i hvert fald mere end almindeligt glad for jul. Alligevel bliver jeg næsten altid stresset i december.

Nogle gange kan det klares ved at trække vejret dybt og luge lidt ud i kalenderen. Andre gange fortsætter det lige indtil immunforsvaret bukker under for stresshormonerne, og jeg bliver syg. Efter en dag eller to på sofaen indhyllet i lag-på-lag sweaters og vamsede halstørklæder går det op for mig, at jeg kan mærke mit ansigt igen. At det ikke sover i fingrene. Jeg begynder at kunne huske igen. Kunne koncentrere mig længe nok om en bog til at kunne læse et helt kapitel. Eller se et afsnit af en serie uden at kigge på min mobil.

Det er selvfølgelig, fordi vi laver for meget. Denne weekend skal vi til en rund fødselsdag og fire julearrangementer, hvoraf jeg bliver hjemme fra de to. Men der bliver kun flere op mod jul. Adventshygge hos begge older. Julehygge med min svigerfamilie. Juleafslutning på skolen. Violinkoncert. Mød julemanden og juleteater med den legestue vi gerne vil komme i. Pebernøddekagebagning til skolens julestue. Og så selvfølgelig selve julen: Juleaften hos os selv, og juledagene hos vores familier. Alt sammen noget, som vi ikke har lyst til at undvære. Som jeg ikke vil undvære. Ligesom jeg ikke vil undvære juleklipperiet, småkagebagningen, nissedrillerierne eller noget af den anden bagning. Jeg er jule-grisk. Jeg vil det hele.

Alligevel lykkes det mig (os) at skrue lidt ned nogle steder. Vi laver ikke juledekorationer i år. Jeg drosler (lidt) ned og laver hverken engelsk julefrugtkage eller hjemmelavet marcipan. Og vi har aftalt, at nissen kun laver én lille drilleting i hverdagene. For der fik forventningerne frit løb sidste år: Stuen skulle helst være vendt helt på hovedet, maden i køleskabet farvet i nye farver, og så skulle der også helst være lækkerier udenfor nissens dør. I år er der i hverdagene bare malet ansigter på clementinerne ELLER pink mælk i køleskabet. Og det er så det.

Der er ikke flere juleting, som jeg vil give fra mig. Og, ja. Jeg er godt klar over det. At jeg ikke bliver stresset i december på trods af, at jeg elsker julen. Men at jeg faktisk bliver stresset, fordi jeg elsker julen. Men elske den, det gør jeg. Og gode råd til at blive mindre julestresset, uden at slå op med julen modtages med kyshånd.