Tjekliste før Black Friday

Om at savne skolen…

Ja, altså som granvoksen mor…

Da jeg læste, troede jeg, at jeg glædede mig til, at jeg blev færdig. Ikke på en hurtigst-muligt-igennem-lad-mig-få-det-overstået-agtige måde. Men jeg glædede mig til at blive fri. Til at der ikke var regler for, hvor længe jeg måtte være sygemeldt. Til at jeg ikke skulle søge indviklede dispensationer. Til at jeg og min mand selv (sammen med vores budgetkonto) kunne bestemme, hvor længe jeg skulle gå hjemme med børnene. Og til ikke at leve i en kronisk stresstilstand, hvor eksamensangsten begyndte at melde sig allerede i september, vokse sig stærkere i løbet af efteråret, for at blive fuldstændigt invaliderende, når andre begyndte at julehygge. Bare for at kulminere engang omkring min fødselsdag i januar, tage et par ugers pause og begynde forfra igen i februar. Hvis jeg har en dårlig dag kan sætningen “Jeg skal aldrig mere til køretime eller eksamen!”, faktisk få mig til at nyde livet lidt ekstra igen.

Alligevel er jeg begyndt at savne at studere. At nørde pædagogik. Jeg har savnet at dykke ned i et emne, læse stribevis af bøger om det og for en tid ikke at kunne snakke om andet end, hvad en eller anden fransk gut mente om sociologiske problemstillinger i Algeriet. I 1920’erne forstås. Så jeg har besluttet mig for at hjemmeskole mig selv. Det lyder fjollet, men der gik noget tid, før det faldt mig ind, at jeg bare kunne tilrettelægge mine egne undervisningsforløb. Altså, jo.. Jeg vidste jo godt, at jeg kunne læse en fagbog eller to. Men det var ikke faldet mig ind, at jeg kunne lave en semesterplan, som jeg selv kunne følge. Så det har jeg planer om at gøre efter jul, når jeg får lidt mere fritid igen.

Jeg venter nu ikke helt til januar med at komme i gang igen. Indtil jul vil jeg læse om Maria Montessori. Jeg har nemlig lånt en stak bøger og artikler på biblioteket om Montessori-pædagogik. Og så prøver jeg at finde tiden til at læse dem mellem bleer og jule-tamtam. Ligesom det giver mig energi at skrive på bloggen, så gør det mig også gladere og mere overskudsagtig at nørde lidt Pædagogik. Når man får børn, kan de ting der giver energi ellers let blive nedprioriteret. Der bliver mindre og mindre tid til hobbyer, fester og filmaftener, indtil de til sidst bliver lagt på hylden. Ej, nu generaliserer jeg – for der er selvfølgelig mange mødre og fædre, der er gode til at huske sig selv. Men det er en fælde jeg selv er faldet i en gang imellem. Det er især nemt, når ens job eller studie også er éns interesse. For hvad gør man så, når man bliver sygemeldt, går på barsel eller bliver hjemmepasser?

Tilbage til Montessori, så var Maria Montessori en virkelig spændende dame. Hun udviklede en pædagogik, som jeg især synes er interessant, fordi den tager udgangspunkt i barnets egen lyst og frihed til at lære. Grundtanken er, at børn er unikke og skal udvikle sig i deres eget tempo. Jeg glæder mig til at læse mere om hende, og måske også skrive lidt om det her på bloggen…

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Tjekliste før Black Friday