Genbrugskrea: 12 ting

Jeg er ret glad for jule-krea. Så længe jeg kan huske, har jeg hvert år klippet, klistret og flettet mig igennem december. Jeg er glad for efteråret. Det er jeg virkelig. For det smukke, gyldne, september-oktober-efterår. November synes jeg derimod er mørk og hård. Så jeg snyder lidt, og går igang med jule-adventshyggen lidt før tid. Der er simpelthen ikke noget, der kan vende de mørke dage til hyggedage som en gang klippe-klistre. I hvert fald ikke for mig.

Derfor plejede jeg også at købe stort ind af krea-materialer før jul. Jeg synes stadig, at det kan være helt fint, at købe lidt ting til jule-krea. Men som årene går, er jeg begyndt at supplere mere og mere op med genbrugsmaterialer. Det sparer miljøet, og jeg synes faktisk tit, at det ser endnu finere og hyggeligere ud sådan. Der er ikke nogen manual børnene skal følge, ikke noget billede som kreationerne skal leve op til og ikke nogen andre, der har HELT det samme.

I dag havde PePe Nisseline med hjem fra skole, så vi gik i gang med årets julekrea. Vi har som regel en krea-kurv stående fremme i stuen, så vi kan kaste os over det, så snart lysten melder sig. Jeg kan bedst lide krea-ting uden maling og glimmer, også når det er jul. Både fordi der er nogle sundheds- og miljø-overvejelser på spil, men også fordi det er dejligt med projekter, der ikke kræver det helt store i afdækning og oprydning. Ting man bare kan tage frem og hygge sig med i et kvarters tid eller to. Indtil videre har vi planer om at lave de her 12 ting:

  1. Lysestager
    Lysestager af gamle syltetøjsglas er super fine. Vi limer dem til og ruller dem i sukker. Vi binder bånd om. Vi maler på dem. Vi dekorerer dem med blade eller papir. Eller vi lader dem bare stå, og sætter et lys i bunden i det pureste sne-salt.
  2. Lanterner
    I år har jeg også tænkt, at vi skal prøve at lave lanterner af konservesdåser. Det er lidt samme koncept som syltetøjsglassene, men hvor man prikker huller i dåserne, så der kommer et fint mønster.
  3. Papir-snefnug
    Mine piger er virkelig glade for at klippe gækkebreve, og det her er næsten det samme. De kan klippes i stort set hvad som helst, men vi kan godt lide at klippe dem i hvidt papir. Vi bruger derfor som regel noget brugt kopi-papir. Kun fantasien sætter grænser for snefnuggene, og så er de fine at hænge i vinduerne, se bare her.
  4. Julekortspynt
    Hvis vi kan opstøve nogle julekort – eller måske fødselsdagskort – så skal vi helt sikkert også lave dem her. Det er jo egentlig bare to runde stykker pap, som man kan sætte sammen.. Men med mindre børn er det ofte bedre, jo enklere det er. Og hvis man har nogle pæne kort, er det næsten synd ikke at bruge dem til noget. 
  5. Avispapirs-guirlande
    Jeg kan virkelig godt lide guirlander lavet af avispapir. Der er bare et eller andet utrolig hyggeligt over dem. Vi køber ikke selv avis, men vi kan altid få en avis eller to af bedsteforældrene. Lige i år har vi ved en fejl fået gratisaviser i postkassen, og jeg tror faktisk, at der er nok til en hel del guirlander. Og det er vigtigt. Jo længere desto bedre.
  6. Origami
    I dag foldede jeg et lille origami-juletræ, og jeg synes faktisk, at det blev ret fint. Jeg stødte egentlig først på idéen hos Klimakysset. Men jeg kan se på Youtube, at der er mange andre juleting, som jeg også skal prøve at folde. Papiret jeg foldede af, var en side jeg rev ud af en mange år gammel julebog fra Bo Bedre. Men man kan sikkert finde mange brugbare livstilsblade eller kogebøger i den lokale genner. 
  7.  Kagepynt
    Vi har stadig nogle fine kager i trylledej fra sidste år, men vi skal helt sikkert også lave nogle spiselige kager, som vi kan pynte juletræet med. Jeg er ikke så glad for brunkager, så måske jeg snyder, og hænger kanelkager på træet i stedet. Selvom en glasurpyntet brunkage ser lidt mere julet ud.
  8. Strimmelpynt
    Noget af det første julepynt, jeg har lavet i år, er små strimmel-kupler. Jeg har kun set et billede af den her julepynt på en portugisisk blog, som jeg selvsagt ikke forstod et kuk af. Det krævede nu ikke særlig mange instruktioner. Næste gang tror jeg også, at jeg skal prøve at lave nogle kugler at papirstrimlerne. Det er bare nogle virkelig nemme og søde små nips, som jeg let kan klipse sammen, mens jeg hjælper børnene. Jeg bruger igen nogle udklip fra en gammel julebog. Alt papir kan sikkert bruges, men jeg synes, at det er meget rart, at det ikke bliver for tyndt og sjasket. 
  9. Tingel-tangel-pynt
    Hvert år ender jeg også med at lave noget værre tingel-tangel pynt: En gammel ørering uden makker sættes sammen med en fjer og en perle. Et gavebånd flettes og bliver til et julehjerte. Jeg elsker den slags, men vi prøver at holde børnene lidt igen. Ellers kan vi pludselig godt ende med rigtig meget julepynt.
  10. Mosaik-kugler af cd’er
    Jeg er faktisk ikke helt sikker på, om vi har nogle cd’er eller dvd’er tilbage efter vi legede minimalister en måned… Men jeg tror faktisk, at jeg stødte på en stak nede i kælderen. Jeg tror nemlig ikke, at jeg kan bære, ikke at lave bæredygtige diskokugler til juletræet. Og nej. Jeg vil ikke vide, hvad der er i den slags lim. Sshhh, sagde jeg!
  11. Glimmerkugler af gamle pærer
    Apropos farlig lim… Så er der jo det der microplast-problem, med glitter ikke.. Men det er jo på den anden side virkelig et argument for at få opbrugt al glitter i huset, uden at smide det ud? Man kan i hvert fald lave virkelig glitrende glimmerkugler af gamle pærer og… Ja, glimmer. Ellers kan vi også male dem som rensdyr, hvis jeg kan opstøve noget maling. Jeg tror uanset hvad, at det ville være et hit hos børnene.
  12. Juledyr
    Uanset hvad bliver det nok til et juledyr eller to. Rensdyr ud af toiletpapirsruller og kviste. Eller små tykke julemus ud toiletpapirsruller, kviste og papir. De der papruller er faktisk de primære ingredienser i de fleste af juledyrene. Men de er sjove, hyggelige og nemme at lave – lidt ligesom kastanjedyr.

Hvilke jule-krea-dimsedutter skal I lave i år?

Om at savne skolen…

Ja, altså som granvoksen mor…

Da jeg læste, troede jeg, at jeg glædede mig til, at jeg blev færdig. Ikke på en hurtigst-muligt-igennem-lad-mig-få-det-overstået-agtige måde. Men jeg glædede mig til at blive fri. Til at der ikke var regler for, hvor længe jeg måtte være sygemeldt. Til at jeg ikke skulle søge indviklede dispensationer. Til at jeg og min mand selv (sammen med vores budgetkonto) kunne bestemme, hvor længe jeg skulle gå hjemme med børnene. Og til ikke at leve i en kronisk stresstilstand, hvor eksamensangsten begyndte at melde sig allerede i september, vokse sig stærkere i løbet af efteråret, for at blive fuldstændigt invaliderende, når andre begyndte at julehygge. Bare for at kulminere engang omkring min fødselsdag i januar, tage et par ugers pause og begynde forfra igen i februar. Hvis jeg har en dårlig dag kan sætningen “Jeg skal aldrig mere til køretime eller eksamen!”, faktisk få mig til at nyde livet lidt ekstra igen.

Alligevel er jeg begyndt at savne at studere. At nørde pædagogik. Jeg har savnet at dykke ned i et emne, læse stribevis af bøger om det og for en tid ikke at kunne snakke om andet end, hvad en eller anden fransk gut mente om sociologiske problemstillinger i Algeriet. I 1920’erne forstås. Så jeg har besluttet mig for at hjemmeskole mig selv. Det lyder fjollet, men der gik noget tid, før det faldt mig ind, at jeg bare kunne tilrettelægge mine egne undervisningsforløb. Altså, jo.. Jeg vidste jo godt, at jeg kunne læse en fagbog eller to. Men det var ikke faldet mig ind, at jeg kunne lave en semesterplan, som jeg selv kunne følge. Så det har jeg planer om at gøre efter jul, når jeg får lidt mere fritid igen.

Jeg venter nu ikke helt til januar med at komme i gang igen. Indtil jul vil jeg læse om Maria Montessori. Jeg har nemlig lånt en stak bøger og artikler på biblioteket om Montessori-pædagogik. Og så prøver jeg at finde tiden til at læse dem mellem bleer og jule-tamtam. Ligesom det giver mig energi at skrive på bloggen, så gør det mig også gladere og mere overskudsagtig at nørde lidt Pædagogik. Når man får børn, kan de ting der giver energi ellers let blive nedprioriteret. Der bliver mindre og mindre tid til hobbyer, fester og filmaftener, indtil de til sidst bliver lagt på hylden. Ej, nu generaliserer jeg – for der er selvfølgelig mange mødre og fædre, der er gode til at huske sig selv. Men det er en fælde jeg selv er faldet i en gang imellem. Det er især nemt, når ens job eller studie også er éns interesse. For hvad gør man så, når man bliver sygemeldt, går på barsel eller bliver hjemmepasser?

Tilbage til Montessori, så var Maria Montessori en virkelig spændende dame. Hun udviklede en pædagogik, som jeg især synes er interessant, fordi den tager udgangspunkt i barnets egen lyst og frihed til at lære. Grundtanken er, at børn er unikke og skal udvikle sig i deres eget tempo. Jeg glæder mig til at læse mere om hende, og måske også skrive lidt om det her på bloggen…

Tjekliste før Black Friday

Jeg er rigtig glad for tilbud. Til dels fordi vi har prioriteret på en måde, der ikke giver særlig meget luft i budgettet. Men der er mere i det. Jeg kan godt lide følelsen af at have været så snedig. Af at det er lykkedes mig at købe noget, som jeg ellers havde betalt det dobbelte for. Jeg ved godt, at der er folk, der har specialiseret sig i og er ansat til at give mig den følelse, når jeg handler. Men jeg får den alligevel. Alligevel er jeg ikke så glad for Black Friday. Det er ikke fordi, jeg nødvendigvis synes, at man skal holde sig offline, indendøre hele fredagen. Men det kan være værd at overveje sine køb lidt nøjere, før man tager hovedet under armen og lader sig forføre helt af shopping-hypen. Jeg tror ikke, at jeg skal købe i år. Men hvis jeg alligevel lader mig lokke, har jeg fundet frem til 7 spørgsmål. 7 spørgsmål som jeg vil stille mig selv, før jeg køber noget Black Friday:

  1. Har jeg brug for det?
    Overforbrug rimer rimelig godt på Black Friday. Butikkerne tjener trods rabatter meget ind på Black Friday. Blandt andet fordi sådan nogen som jeg kommer til at købe noget, som vi ellers ikke havde planer om. Det har hverken jeg eller planeten råd til. Jeg har derfor allerede planlagt julens gaver. Jeg har også altid en liste i mine noter, over ting vi mangler, som jeg mest bruger, når jeg kigger i genbrugsbutikker. Hvis tingen står på listen, kan det måske være fint at købe den Black Friday.
  2. Er det overhovedet billigere?
    Det er ikke for at være kynisk, men der er en risiko for, at butikkerne ikke har strikket deres Black Friday-tilbud sammen, for at jeg kunne spare lidt på julegaverne. Der er faktisk en ret stor sandsynlighed for, at de gerne vil tjene penge på fredag. Og i dag er det utrolig let at få en besparelse til at se større ud, end den egentlig er. Hvem ved, hvad en bestemt bluse er værd? En bestemt model af en bestemt røremaskine? Et bestemt stykke legetøj? Vi lever i en forbrugskultur med mode, legetøjsdiller og lynhurtig forældelse, hvor prisen ofte ikke afspejles i produktet. Derfor kan det – selv med pricerunner – være svært at gennemskue, hvad en vare egentlig bør koste.
  3. Hvem sælger det?
    Når man går på tilbudsjagt Black Friday, kommer pengene tit til at ende i de store drenges lommer. Det er de landsdækkende eller globale forretninger, der har råd til at deltage i rabatterne. Og til at reklamere for dem. Selvom det kan krible i mig efter at få en rabat, giver det alligevel bedre mening at købe lokalt eller støtte den lille, økologiske webshop i stedet.
  4. Hvordan med børnearbejde?
    Man kan selvfølgelig håbe, at firmaerne vælger at betale Black Friday-rabatterne af egen lomme. Men det er nok mere realistisk at forvente, at de presser prisen hos deres producenter. Og at det i sidste ende er de arbejdere, der producerer produkterne, der betaler prisen. Det gælder selvfølgelig altid. Men det kan være en god anledning til at være opmærksom på hvor varerne kommer fra. Er de fx produceret i EU eller Fair Trade-mærkede?
  5. Kan jeg bruge tiden bedre?
    Black Friday spiller med på idéen om, at shopping er en hobby i sig selv. Man skal synes, at det er fedt at slæbe tunge poser rundt i silende regn. Eller sidde i kø bag skærmen til langt ud på natten. Men vil jeg overhovedet hellere det, end at bruge tiden på at fejre Green Friday? Måske jeg kunne lave mere genbrugs-klippe-klister-krea-julepynt med børnene.
  6. Er der en grønnere løsning?
    Kan blusen findes brugt? Vil min mormor blive lige så glad for en økologisk kokosskål, som for den skål der er på tilbud? Nogen gange er det let at finde en mere bæredygtig løsning. Andre gange kan jeg godt finde på at købe nyt. Mandens briller f.eks. Og nogle få andre ting. Men jeg køber især nyt, når jeg giver gaver til folk med mindre små-frelste holdninger til klimaet. Jeg vil helst købe grønt. Når det er sagt, kan jeg også sagtens købe en helt almindelig kop eller et splinternyt brætspil. Især hvis jeg ved, at det er et stort ønske, og vil blive værdsat længe.
  7. Er det værd at stresse over?
    Det er ikke et retorisk spørgsmål. Måske er svaret ja. Men måske er det bare ikke energien værd at stresse over at tjekke ud, før varerne i den virtuelle indkøbskurv forsvinder. Eller køre rundt mellem fem butikker, for at finde den der ikke har udsolgt, fordi de ikke har haft mere end en enkelt magisk enhjørningebamse på lager. Det er værd at overveje.

Ligestilling og moderskab

Ligestilling plejede at være et udelukkende positivt ord i mine øre. Som noget retfærdigt. En selvindlysende sandhed, som man ikke kunne stille spørgsmålstegn ved. Jeg går stadig ind for ligestilling. Faktisk betragter jeg mig selv som hyggehippie med feministiske tendenser. Men mit syn på ligestilling har imidlertid ændret sig i løbet af årene. Det er ikke kun positive idéer, der bliver tænkt i ligestillingens navn. For ligestilling er jo ikke bare én ting. Politikerne snakker om ligestilling, som om det er noget, der kan regnes ud. I et lige mange måneders barsel og en lige lang arbejdsuge. I princippet kan man vælge frit, i hvert fald i det meste af landet. Både for hvordan barslen skal fordeles, men også for hvor længe den skal være. Men så alligevel ikke. For vil man være ligestillet, så deler man barslen ligeligt med sin mand. Og at det kun er et enkelt års barsel, der skal deles, kan ikke diskuteres. Sådan er det. Hele vores samfund er indrettet efter det.

Alligevel kan rammerne for, hvordan man er forælder, og især hvordan man er en god mor virke utroligt snævre. Man passer sit barn hjemme i 9-12 måneder, og lader det derefter gå i institution. Men ikke for længe. Er man en god mor henter man ved to-tre-tiden. Idealet omkring den gode familie er så snævert, at det virker helt skørt. På de fleste andre områder i livet, er det naturligt, at vi vælger forskelligt. Vi uddanner ikke 99% af alle danskere til tandlæger. Eller forventer, at alle har lyst til at bo i helt identiske rækkehuse på præcis 110 kvadratmeter. Side 50 i Ikeas katalog er yndig, men vi forventer ikke at alle indretter deres stue som en præcis kopi alligevel. Vi går også forskelligt klædt, har forskellige hobbyer og forskellige livretter. Alligevel indretter det store flertal sig helt ens, når det kommer til familielivet.

Før jeg fik børn, havde jeg en helt bestemt forestilling om, hvordan det skulle være. Forældreskabet altså. Det skulle løbe sin vante gang med institutionsliv og tidlig læring. Og så skulle det være lige.

Lige som i ens på minuttet. Vi skulle tømme lige mange opvaskemaskiner, skifte lige mange bleer, hjælpe lige meget med lektierne og arbejde lige mange timer om ugen. Jo, jeg kunne godt se på det hele, at jeg ville være den, der stod for amningen. Men det der ammeri, kunne jeg jo læse mig til kun var hver fjerde time. Desuden sov nyfødte jo i timevis. Og imens kunne jeg jo sagtens læse og arbejde. Eller jeg kunne da være væk en hel arbejdsdag, og lade min mand give vores barn modemælk på flaske. Det kunne vel ikke være så svært.

Allerede da jeg blev gravid, kunne jeg godt mærke, at det ikke ville blive helt så nemt. Min mand elskede vores barn. Han snakkede om at holde det for første gang og spille fodbold i haven med det. Jeg elskede også vores barn. Jeg bar hende hver dag, og følte hende bevæge sig hvert minut. Da vi på et tidspunkt i graviditeten frygtede, at vi skulle miste hende, lå jeg helt stille. I ugevis. Jeg blev hjemme fra forelæsninger. Jeg mærkede efter. Bevægede hun sig nok. Hvordan var hendes humør. Vi var et. Alligevel troede jeg, at det ville ændre sig, når først hun blev født. At alt ville blive lige på 1:1-måden.

Da hun blev født, gik det op for mig, at det menneske der havde planlagt 1:1-ligestillingen, ikke var mig. Jeg var ikke længere den samme. Jeg var et fundamentalt andet menneske. Og jeg var stadig et. Et med hende. Hun sov på min mave og blev ammet hele dagen. Hun var en lille krammebaby, som man ikke kunne lægge fra sig, uden at hun vågnede. Så jeg læste med hende på maven. Og tog hende med ud til forelæsningerne sammen med en hjælper. Jeg havde ikke lyst til at være væk fra hende. Ikke fordi at det ikke praktisk, havde kunne lade sig gøre. Det var heller ikke fordi min mand ikke ville passe hende. Han vandrede gulvet tyndt med hende i ringslyngen, mens han sang vuggeviser for hende. Men vi delte ikke barslen, så jeg kunne arbejde og studere for fuldt blus igen. Det føltes ikke længere rigtigt for mig.

Vi lever i en tid, hvor kvinder åbenbart ikke kan være ligestillede, hvis de ikke prioriterer deres job og gør karriere. Fordi de arbejder deltid. Fordi de tager hele barslen. Eller -uha – fordi de som jeg, vælger at gå hjemme i længere end 9-12 måneder pr. barn. Og det er altså noget pjat. Ikke én havde beskyldt mig for ikke at være ligestillet, hvis jeg valgte at gå hjemme som mand. Og ligestilling handler vel om, at det skal være socialt accepteret, at jeg har de samme muligheder her i livet, som min mand for eksempel har. Jeg ønsker ikke at fokusere på karriere-siden af livet i disse år. Både fordi jeg er mor til nogle børn, der stortrives, som vi har indrettet livet netop nu. Men også fordi livet med mine børn virker uendeligt mere meningsfuldt for mig, end et hvilket som helst arbejde. Lige nu. Måske vender lysten til karriere tilbage. Hvem ved… Men det er ikke sjovt at løbe rundt i hamsterhjulet, mens man kun lader som om, at man nyder det. For jeg vil ikke løbe stærkt. Jeg vil stå fast, slå rødder og skrue ned for tempoet. Jeg vil nyde de få år mine børn er små. Jeg vil amme dem, vikle dem og være mest muligt sammen med dem. Og når min mand kommer tidligt hjem fra arbejde, vil jeg have overskud til at klare det praktiske, så han også kan få tid til at være sammen med børnene. Vores ligestilling bliver ikke målt på antal timers støvsugning (der fører han nu ellers), men på hvor meningsfuldt vores liv er for os hver især.

Ligestilling er ikke at føle sig tvunget til at opgive sine drømme på grund af herskende kønsnormer, uanset om de drømme handler om at gøre karriere i en fart eller at komme ned i tempo og lægge karrieren på hylden. Ligestilling er friheden til at vælge.

På overfladen har familielivet gode vilkår i Danmark. Lige vilkår. Vi hører hele tiden om det i medierne og fra politikerne. Danmark bliver rost i udlandet for sin work-life-balance. Reelt ser det lidt anderledes ud. For jo, familielivet har gode vilkår i forhold til mange andre lande. Hvis man vel og mærke trives med lige netop den model som flertallet følger. Hvis ikke, så begynder regler og normer hurtigt at stramme. Kvinder forventes at sende deres børn i institution. Går de hjemme, er familien ikke ligestillet. Men fokuserer de for meget på deres job, sender de børnene tidligere eller længere i institution end normalt, så er de straks ravnemødre. Jeg ønsker mig bestemt ikke at vende tilbage til tiden, hvor mødre blev presset til at gå hjemme med børnene. Jeg vil bare ikke presses væk fra mine børn. Presset hjem bliver kvinder i øvrigt stadig. Bare kun et års tid ad gangen. Vi kalder det barsel, og jeg kender mange, der bestemt ikke har nydt deres. Alligevel har de stået den ud. For det gør man jo. De fleste børn har to forældre, men det er sjældent mændene, der bliver beskyldt for at være ravnefædre, fordi deres børn bliver passet “for meget” ude. Eller af en hvilken som helst anden grund. Jeg kan faktisk ikke engang finde et rigtigt ord, der dækker over at være en ravnefar. Jeg måtte finde på det.

Jeg ville ønske, at der blev lidt mere plads til familier. At det blev mere socialt accepteret, at vælge lidt anderledes. Og at regler om barsel, pasning af eget barn og institutionspladser, blev gearet til mere mangfoldighed, i stedet for ensrettethed. Jeg ville ønske at flere fædre fik mulighed for at holde barsel, uden at barslen skulle rives ud af det meget korte år, familier i forvejen har. Jeg ville ønske, at der blev meget bedre muligheder for at arbejde deltid. At ordningerne for pasning af barn i eget hjem, hvor pengene til dels følger barnet, blev bedre og mere udbredte. Jeg ville ønske, at det blev en selvfølge, at der er ligeså mange måder at indrette familielivet på, som der er familier. Og at vi ikke alle skal leve ens. Ligesom vi ikke alle skal bo i side 50 af Ikeas katalog. 

7 ting jeg gør som hjemmegående

Jeg har gået hjemme siden jeg blev gravid – og sygemeldt – med Lille A for halvandet år siden, og har indtil videre forlænget den almindelige barselsorlov med et ekstra år. Før det studerede jeg og skrev speciale hjemmefra, hvilket jeg brugte 30-50 timer om ugen på. Nogle dage med pigerne hjemme, andre dage med korte børnehavedage. Nu går vores ældste i skole om formiddagen, og de to yngste er som regel sammen med mig. Jeg tror, at der er lige så mange gode måder at indrette familielivet på, som der er familier. Det her er derfor ikke 7 grunde til, at alle mødre burde blive hjemmegående. Det tror jeg nemlig ikke ville være ideelt. Men det er 7 ting, JEG elsker ved at gå hjemme.

  1. Pasning af syge børn
    Jeg passer bare børnene selv, når de er syge. Og det er ikke et problem. Igen dårlig samvittighed. Ingen grund til at overtale bedsteforældre til at blive smittet med en omgang influenza. Intet forsøg på at få arbejdet lidt med en feberramt 2-årig på skødet. Jeg passer dem bare. Også på barnets 3., 4., og 5. sygedag. Og også hvis de bare er lidt forkølede, trætte eller småsløje.
  2. Tid til hinanden
    Når børnene er gået i seng, slapper vi af. Helt af. Og jo.. Jeg skulle da nok få tid til at se Tirsdagsanalysen, drikke en kop kakao og snakke med min mand, selv om jeg havde et fuldtidsarbejde. Når først vi altså havde ordnet vasketøj, gjort rent i køkkenet og bestilt indkøbsvarer på nettet. Hvis man kommer hjem klokken 17, stresser rundt med børnene til klokken 20 og derefter skal sørge for træning, afslapning og husligt arbejde, så bliver det hele lidt sværere.
  3. Et langsommere liv
    Stofbleer der skal vaskes? Intet problem. På det lange øko-program der tager 3 timer, selvfølgelig. Og så hængetørre bagefter. Det lyder som en utrolig basal ting, men det er en enorm lettelse ikke at bruge dagen på at stresse rundt. Da jeg studerede på fuld tid var hele dagen et kapløb. Kunne jeg smøre madpakke, mens jeg spiste morgenmad? Hvor hurtigt kunne jeg cykle ud til børnehaven, aflevere og cykle tilbage igen? Kunne jeg læse, mens jeg ammede? Og suse igennem Netto på 12 minutter? Min dag handlede mere eller mindre om at multitaske mest muligt, for at kunne tilbringe mest muligt tid sammen med mine børn. Sådan er det ikke længere. Indkøbsturen i Netto, må gerne tage en time. Turen på legepladsen må gerne tage to. Og aftensmaden må gerne stå og simre hele dagen. Uanset om det er en lækker simregryde eller bare en omgang risengrød. No stress.
  4. Kvalitetstid med børnene
    Det havde jeg selvfølgelig også tidligere. Men den ekstra tid med mine børn betyder især, at vi har fået mere tid til bare at nyde hinandens selskab. Sådan virkelig skovtur-på-en-sommerdag-agtigt. Og det er livet altså ikke for langt til. Det er ikke fordi, vi aldrig har øjeblikke, hvor alt smelter sammen, og livet virker næsten helt umuligt. Men fordi vi har mere tid sammen og kan bruge mere energi på hinanden, er der bare også flere glansbillede-øjeblikke.
  5. Kvantitetstid med børnene
    Kvalitetstid er dejligt nok, men det er kvantitetstid virkelig også. For i bund og grund går jeg jo hjemme, fordi jeg gerne vil bruge så meget tid som muligt med mine børn. Men de ekstra timer vi frikøber i vores hverdag, betyder også at min mand får mere tid sammen med vores børn. Simpelthen fordi der er mindre, der skal indhentes, når han kommer hjem fra arbejde.
  6. Ego-tid
    Tid til mig selv er det første, der bliver sat til side og glemt, når jeg er presset. Så får jeg ikke tid til at læse, dyrke yoga, se de programmer jeg gerne vil se, eller skrive de blogindlæg jeg gerne vil skrive. Og det kan vi jo ikke have, vel? Især ikke fordi jeg bliver et noget rarere menneske at være sammen med, når jeg har tid til mig selv. Tid hvor jeg ikke skal forholde mig til omverdenens krav, men bare kigge indad. Min mand har lige omvendt brug for at være sammen med andre. For at spille musik og gå til badminton. Og det er meget lettere at passe den slags ind, nu hvor vi har mere tid.
  7. At leve i nuet
    Okay, at sige at vi lever i nuet, er måske alligevel at tage munden lidt for fuld. Det kræver, at man befinder sig i konstant zen. Eller måske bare at man er så udmattet, at man ikke orker at tænke videre til næste kop kaffe. Men jeg oplevede i lang tid, at livet som mor handlede om, at glæde sig til den næste fase. Når de sov igennem. Når jeg ikke havde graviditetskvalme med lillesøster. Når jeg skulle på barsel. Når vi flyttede i hus. Når jeg skulle skrive speciale hjemmefra. Når jeg havde afleveret speciale. Og det blev ved. Fokus var altid på målet og aldrig på processen. Jeg har stadig mål, og ting jeg glæder mig til. Men først og fremmest holder jeg af dagligdagen.