Børnenavne: De unikke, de almindelige og dem man bare forelsker sig i

Specielle børnenavne. Ualmindelige børnenavne. Mærkelige børnenavne. Kært barn har mange navne. Eller også har de bare meget sære navne? Børn får i hvert fald mere og mere unikke navne. Hvis man ser på statistikkerne, er det nærmest specielt at have et almindeligt navn i dag.

Jeg har altid haft mit mærkelige navn. Og elsket det. Også som barn. Det var MIG. Og jeg var stolt af det. Også selvom det ofte har bragt folks indre stand-upper frem. Hedder du Ikke-Katarina. Hvad hedder du så? er den suverænt mest brugte. Men jeg kan lide det. Jeg kan lide at have mit navn for mig selv, og jeg kan lide, at mit navn fortæller en historie. Eller at jeg i hvert fald kan fortælle en historie om mit navn, når folks første standup-forsøg er stilnet af. Og udskiftet med en myriade af spørgsmål, om mine forældres pæredanske etnicitet, navnets betydning og det postnummer, jeg er født i. Og så forsikringerne om, at det er helt okay, at jeg går til numerolog. Nej, der er HELT okay, jeg skal ikke benægte det. Nej, jeg kan da virkelig ikke have fået det navn af mine forældre?! Naturligvis sagt med en “Kender du typen”-ekspert-mine. Men det er som regel virkelig hyggeligt. Og en ret god måde at lære folk at kende på. Især for lidt for nørdet og introvert til at tale med folk om vigtigere ting. Som vejret.

Min mands navn er også lidt specielt. Og det samme er vores børns. Eller. To af vores børns. PePe’s navn er der i dag 112, der har. Lille A’s navn er der 211, der har. Og Ellas navn er der 985, der har. De har alle tre navne, der “passer” til tidsånden, så tallene var lavere, da de fik dem. Jeg synes egentlig ikke, at der er så stor forskel på, om der er 200 eller 900, der har et bestemt navn. Men hvor de to første opfattes som specielle, opfattes Ella’s navn som normalt. Og det har undret flere, at børnenes navne ikke var lige usædvanlige eller almindelige. Hippietyper som mig skal vist helst kalde alle deres børn for Krussedulla-Havtorn og Pebermynte-Ellevilla. Så kan man ikke pludselig have et midterbarn, der hedder Anne.

Helt så “slemt” står det nu heller ikke til. Ingen af navnene på vores lister med babynavne lå i top 20, og der var ikke under 20 danskere, der hed nogen af dem. Så vi gik nok egentlig ud fra, at de ville lande i en blød mellemkategori af almindelighed. For os var det hverken specielt negativt med et normalt eller et unormalt navn. Vi havde selv syntes, at det var en fordel, at der ikke var flere i vores klasser, familier og omgangskredse der hed det samme som os. Men selvom vi selv havde været glade for vores små-sære navne, var det ikke noget, vi tog særlig meget med i vores overvejelser, da vi skulle finde på babynavne. Når det er sagt, så tænkte vi rigtigt længe over, hvad børnene skulle hedde.

Der ligger nemlig rigtig meget identitet i vores navne. Når først man hører et navn har man allerede dannet sig et indtryk af personen. Hvis man da ikke finder dem frem på facebook eller LinkedIn. Det er faktisk en del af grunden til, at jeg bruger pigerne kælenavne, i stedet for deres rigtige navne herinde. Det gør jeg, fordi jeg ikke synes, at deres mors blog skal være det første deres kommende klassekammerater, kærester og chefer skal støde på, når de googler deres navn. Her fortæller jeg blandt andet om mine overvejelser om forældreskab. Men det er min fortælling. De skal have lov til at præge deres egen fortælling, selvom de to selvfølgelig hører sammen.

Vi valgte vores børns navne ud fra, om vi syntes, at de var smukke. Om vi kunne forestille os en baby, en teenage-pige, en voksen kvinde og en gammel kone med de navne. Om det var navne, vi kunne forestille os, at en skolelærer, en direktør for et stort firma eller en småskør kunstner hed. Vi undersøgte også forskellige betydninger bag navnene, og forskellige kendte personer eller fiktive karakterer, der havde haft navnet. Vi googlede det, for at tjekke at det ikke var slang for noget knap så smart. Vi overvejede, om babyen inde i min enorme mave virkede som en Alice eller en Veronika. Og vi forestillede os, hvad vi ville tænke, hvis vi fik at vide, at en vens nye kæreste, ven eller barn havde fået navnet. Og da vi så havde brugt et par uger på at gruble, gennemtænke og over-analysere de mulige navne, så forelskede vi os alle. Vi faldt alle tre gange hovedkulds for et navn, som bare var det eneste rigtige til lige netop det barn vi ventede på. Og så var alt det andet egentlig lidt ligegyldigt.  

Hvilke tanker har du gjort dig om dine (kommende) børns navne?