Når amningen driller…

539411dc-592e-4cd7-845e-c59af2b2227aEfter to nemme ammebørn har jeg kæmpet en del med amningen denne gang. To storesøstre, en gang mor-bronkitis og en baby med gulsot og refluks er bare ikke en særlig god opskrift på særlig meget. Amningen går heldigvis bedre nu, men det har fået mig til at tænke over, hvad der egentlig var vigtigt for at få amningen til at fungere. Og over hvor lidt jeg egentlig var klar over netop de ting, da jeg blev mor første gang. Med andre ord, den amme-musthaves-liste, som jeg ville ønske, at jeg havde læst for 7 år siden:

  1. Et ammehjørne.
    Min moster er sundhedsplejerske og en ret klog kvinde. Og hendes bedste ammeråd har været at indrette et ammehjørne med drikkedunk, gylpeklude, puder, lidt spiseligt (hun foreslog frugt, der ligger en pakke kiks og en tom chokoladeæske) og en stak bøger. Jeg ammer de mærkeligste steder, men det er skønt at have et stille hjørne, når amningen skal have lidt ekstra ro for at fungere. Især når min mand og børn kombinerer stopdans  med musikkarussel. Så er det vigtigt at kunne lave en Maude og trække sig lidt tilbage. Husk babyen.
  2. Fint ammetøj.
    Det tænkte jeg egentlig ikke, at jeg havde brug for. Og da jeg havde født vores ældste datter, længtes jeg efter at gå i normalt tøj igen. Men… Bløde ammebh’er er altså bare et musthave… En normal bh giver hverken nem adgang til mælkebaren eller kan strækkes fra en C til en F-skål efter behov. Og der findes mange skønne ammebluser og ammekjoler derude. Selvom det sagtens kan lade sig gøre at amme i en almindelig bluse eller en skjortekjole, så er det bare en klar fordel at kunne amme let og hurtigt uden at risikere en dobbeltsiddet lungebetændelse. Alternativt kan en crop top under en wrap-kjole eller store, tynde halstørklæder, være et nemt mom hack.
  3. Uld!
    Apropos den dobbeltsidede lungebetændelse så elsker jeg uld. Uld på baby og uld i bh’en. Det virker lidt klodset i starten, men ammeindlæg i uld og silke er bare fantastiske. Især dem fra Imse Vimse.
  4. Varmepude
    Til når ammeindlæggene ikke kan holde brystbetændelsen fra døren. Eller til tilstoppede mælkegange. Og gerne sådan en der kan varmes i ovnen og ikke forbrænder dig, når du falder i søvn. For du falder i søvn.
  5. En bog eller to.
    Jeg har lige læst Amning med ESAmetoden. Og den var fantastisk. Ligetil, letlæst og effektiv. Hvis du er hormonel med ammeproblemer et par uger efter fødslen, så start med det sidste kapitel. I de første kapitler lærer du om vigtigheden af den tidlige amning. Det vil du ikke vide noget om, når din 6 uger gamle gulsotsbaby ikke tager nok på. Før det læste jeg Amning: En håndbog til sundhedspersonale. Den ligger på Sundhedsstyrrelsens hjemmeside, og jeg følte mig frygtelig snedig, da jeg læste den. Fordi jeg ikke er sundhedspersonale. Men du bør læse den første.
  6. Et stks støttende mand.
    Eller medkone. Eller mormor. Eller nabo. Eller bare en eller anden der gider skifte din skrigende kolikbabys ble, mens du vasker det værste babygylp ud af håret. Og helst også kan fortælle dig, at du er en fantastisk mor bagefter.
  7. Ammehjælp.
    Din mor, søster, veninde, sundhedsplejerske eller ammevejleder. En du kan ringe til med små og store problemer. Ikke en der overbeviser dig om, at dit barn sulter, fordi det har sovet i to timer. Ikke en der har “Har du prøvet med en flaske?” som standardsvar på alle spørgsmål. Eller som har standardsvar i det hele taget. Og slet ikke en som får dig til at føle dig som en dårlig mor, hvadenten du ammer eller ej.
  8. Samsovningsseng.
    Babynest, seng-i-seng, tremmeseng-op-ad-seng eller hvad der nu virker. Eller en ganske almindelig tremmeseng i et rum for sig selv, hvis det er det, der fungerer for dig. Men afskriv ikke samsovningen lige med det samme. For det er bare nemmere ikke, at skulle bane sig vej gennem et gulv strøet med hjemmesko, legetøj, biderangler og kaninbamser med en sulten baby der vil have mad klokken halv tre om natten.
  9. En Netflix-konto…
    Det lyder måske ikke så Ifavnsk. Det er det egentlig heller ikke. Men en Neflix-konto er en helt klar nødvendighed, for at kunne nyde  amme-marathon nr. 16. Ved mindre man har HBO.
  10. En strækvikle…
    Og en fastvikle… Og en ringslynge. Muligvis også en mei tai eller en klikdims. Noget som du (med tiden) kan amme gående i og som baby kan sove og finde tryghed i, uden at skævvride sine hofteled. Eller… Hvad det nu er de skævvrider. Men: Du vil ikke have en skæv baby.

Mangler jeg noget på listen?

Hjemmegående ravnemor

83f52a8b-e95f-4d29-a189-0cd58cec04cf

Er det en rolle man må affinde sig med, hvis man holder lidt mere end de sædvanlige 9-12 måneders barsel?

Det kan nogle gange føles sådan. Jeg elsker at bo i Danmark. Men rammerne for det normale, det accepterede og det gode liv kan være helt vanvittigt smalle. Især når det kommer til mødre. Hvorfor i alverden kvinder pludselig skulle forvandle sig til ens, ansigtsløse, idealmødre, i det øjeblik de sætter et barn i verden, forstår jeg simpelthen ikke. I stedet for at hylde alle de seje kvinder, der går på arbejde dagen efter de har født, deler barslen ligeligt med fædrene eller vælger at gå hjemme, så bliver selv den mindste afvigelse fra normalen mødt med kritik. Hold mindre end 9 måneders barsel, og du er en overambitiøs, karrieresyg ravnemor, der ikke kan finde ro i nuet eller nyde dit barn. Gå hjemme længere end et år og du er en u-ligestillet, vindtør husmor med speltmani eller ghettolistepotentiale.

Jeg var hverken drevet af ambitioner eller udlængsel, da jeg startede på at studere igen kort efter, jeg fik mine to første børn. Jeg var drevet af en fremdriftsreform og nogle firkantede regler for sygemelding og barsel under uddannelse. Da jeg sad og ammede til forelæsninger eller da min mand og vores forældre travede gangene på universitetet tynde med en baby på skulderen, traf vi det valg der var bedst for os og vores familie. Ligesom vi gjorde, da vi sendte vores børn i vuggestue 3-4 timer om dagen, da de var 15 måneder. Det tror jeg, at langt de fleste forældre gør.

0942c891-5e1d-487b-bafb-cf65d3d3e341

Denne gang har vi skrevet vores datter op til at starte i institution, når hun er 2 år. Måske begynder jeg at arbejde før, hun starter. Måske har hun slet ikke behovet til den tid og bliver længere hjemme. Måske hun kun skal afsted en enkelt kort dag eller to om ugen. Vi har det godt med beslutningen. Vi har truffet den, fordi jeg trives med at gå hjemme. Med frihed, ro, fordybelse og nære relationer. Det gør vores børn også. Langt de fleste problemer, som vi er stødt på som forældre, har faktisk kunne løses med tid og opmærksomhed. Det eneste egentlige minus ved at gøre tingene en lille smule anderledes er, at jeg kan bruge de sene aftentimer på at finde på kvikke, sarkastiske svar på alle de bemærkninger, som vores omgivelser kommer med:

 

“Du skal da ikke spilde din uddannelse på at tusse rundt derhjemme?!”
(Nårh nej. Det er også for surt, at jeg indgik en livslang slaverikontrakt, da jeg begyndte på min uddannelse som 18-årig. Øv, øv. Jeg må råde mine børn til ikke at få en uddannelse, så de selv kan bestemme over deres eget liv.)

“Piger har godt af at se, at man sagtens kan gøre karriere som kvinde.”
(Ja. Mine børn vil have fantastisk af at se mig spilde mit liv på at please andre. Det vil virkelig motivere dem til at blive stærke, frigjorte kvinder. Tak for tippet.)

“De bliver da slet ikke stimuleret nok, af bare at sidde derhjemme dagen lang.”
(Nej, det er også rigtigt. Vi har faktisk overvejet at male væggen, så de ikke bare stirrer på en hvid flade dagen lang. Det må vi gå igang med.)

“Nogle gange må man jo også sætte barnet først!”
(Ja, det er rigtigt. Børn hader at være sammen med deres forældre.)

“Ej, det er da synd, at storesøster ikke må komme i børnehave hver dag.”
(Ih ja. Det vil være meget bedre at sende hende grædende afsted i institution. Altså. Selvom hendes behov for tryghed og udfordringer kan mødes bedre herhjemme. Og selvom hendes sociale behov for at lege med jævnaldrene fint kan dækkes af to børnehavedage om ugen. Eller mindre.)

Burde din mand ikke også tage lidt mere barsel?
(Jo! Det giver det da langt bedst mening. Selvom han er i arbejde og jeg er nyuddannet. Han klarer bare amningen så fint.)

“Har du ikke brug for at bruge øverste etage lidt igen?”
(Jo. Og det kan jeg jo kun gøre, hvis nogen betaler mig for det. Så kvik er jeg.)

 

Nu har jeg skrevet dem ned her.

Så kan jeg kategorisere de sene nattetimer som blogging og ikke som navlepillende usikkerheder.

For jeg har lovet mig selv, at den slags ikke går mig på længere.

Kan én babyrumpe redde planeten?

12c38aed-ab6a-4e91-bb11-e4899cf3e605
Jeg tror det ikke.

Valget burde alligevel være nemt.

For både min mand og jeg vil egentlig gerne leve mere bæredygtigt.

Rigtig gerne endda.

Og engangsbleer er virkelig ikke for sarte, bæredygtige sjæle. Stofbleer har selvfølgelig også et miljømæssigt fodaftryk, men der er en hel del lettere at stå inde for økologisk dyrket bomuld, vask med vindenergi og evt. genbrug eller gensalg, end produktion, distribution og forbrænding af engangsbleer. For ikke at tale om de engangsbleer og mikroplastrester, der ender i verdenhavene. Stofbleerne er heller ikke fyldt med allergifremkaldende og hormonforstyrrende kemi. De kommer endda i topnuttede prints. Prints med pindsvin og skovblomster.

Alligevel havde jeg mine tvivl.

Med de to store børn gav det sig selv: Vi anede ikke, hvornår vi kunne få vasket i lejlighedens fælles vaskerum og ramaskriget over stofbleer i vaskemaskinen, kunne næsten høres på forhånd. Men denne gang var der ingen undskyldninger. Og dog… Ingen er os er mere husmoderligt anlagt, end at vaskemaskinen med jævne mellemrum næsten forsvinder i bjergene af vasketøj, der hober sig op omkring den. Ville vi drukne i vasketøj og give op efter en uge? Kunne vi overvinde dovenskaben efter to børn på engangsbleer?

I starten forsøgte vi os med gammeldags stofbleer og en blanding af et par AiO-bleer og et par formsyede stofbleer. Det gik, men det var ikke den store succes. AiO-bleerne i newborn størrelsen blev hurtigt for små og sugede ikke nok, selvom vores datter ikke ligefrem er en sværvægter. Og de gammeldags stofbleer blev far, der står for næsten alle bleskift, når han er hjemme, aldrig helt gode venner med. Origami med bleer er bare ikke for alle. Særligt ikke når snappierne knækker og bleerne er dryppende våde efter en halv time. Så vi supplerede med den pakke engangsbleer, som vi havde fået af farmor. Og var efterhånden ikke helt så sikre på, om stofbleer ville være noget for os.

Men så mødte vi Petit Lulu.

Vi startede med at købe to bleer. En med velcro og en med knapper. VI kiggede opgivende på hinanden da de kom med posten. De så store ud. Vi vaskede dem, og knappede dem på babyen. Så store var de faktisk heller ikke. Vi legede med de store piger. Jeg ammede og ammede. Far hjalp med lektier og violinspil. Vi spiste aftensmad. Og pludselig kom vi i tanke om, at ingen af os havde skiftet ble i 5 timer. Vi skyndte os ned til puslebordet, sikre på at møde 3 lag gennemtisset tøj. Men nej. Bleen sugede. Bedre end engangsbleerne.

Efter et par dage købte vi en hel startpakke Petit Lulu SIO med trykknapper fra KoOgKo. Og siden da har hun ikke været i engangsbleer. Hun får af og til en forsmsyet ble med uldbukser på om natten, men ellers er hun kun i Petit Lulu-bleerne. Og det er nemt. Vi har en kurv ved siden af puslepuden, hvor der står en række med samlede bleer (cover + indlæg) og en stak af de store indlæg.

img_6443

img_3786

De snavsede indlæg ryger i et gammelt pudevår i en pedalspand, og de snavsede covers ryger i en lille wetbag. De bliver vasket hveranden dag, sammen med håndklæder, gylpeklude og hvad der eller skal have 60 grader. Vi tørrer dem i kælderen og det går af og til lidt for langsomt i kulden. Så får hun coveret på med en formsyet ble eller gammeldags stofble og det lille Petit Lulu-indlæg, som vi ellers ikke bruger endnu. Og det virker. Bedre end engangsbleerne, der både resulterede i flere uheld om dagen og en rød babyrumpe. De problemer er der slet ikke med stofbleerne. Og det er egentlig ikke meget mere besværligt at vaske stofbleerne, end det er at slæbe engangsbleerne med hjem.

Heldigvis.

For jeg er ærlig talt ret dovent anlagt.

Selv på mine bedste dage.

Og selv når det gælder om at redde planeten.

Eller bare en enkelt babys rumpe.